Vi ønsker virkelig at se Portugal - og det kan da ikke regne for evigt, eller hvad?
Efter arbejde besluttede vi os for, at blive i Portugal. Et par dages regn kan ikke skræmme os og Portugal burde jo være van-lifer-paradise – så vi er blevet enige om, at lidt småregn og overskyet er fint med os. På et eller andet tidspunk vil solen skinne igen og nu har vi jo det ekstra batteri, som bare skal sættes til.
Der var ingen af os, der orkede at besøge Braga – også selvom det burde være den by i Portugal med flest monumenter og hellige pladser. Vi går ikke i spagat over statuer mere. Og der er ingen af os, der er til storbyer.
Så vi vendte bilen og kørte mod Ponte de Lima, som er Portugals ældste by og en meget vigtig delmål på Caminoen.
Centrum var ekstrem hyggelig med små snævre gader, butikker, gamle huse, smukke kirker, floden og en berømt romersk bro, som gik over på den anden bred.
Vi. mødte flere pilgrimme – også fra USA. De var våde og trætte.
Efter Ponte de Lima kørte vi ned til kysten og Portugals smukkeste strand med ruiner af en gammel fort og små stenhuse, som helt sikkert er blevet brugt til fiskerbåde i gamle dage.
Om natten blæste det kraftigt op og vi måtte alle sove nede i bilen. Det foregår ved, at Bo og drengene ligger i den smalle 120cm seng – de ligger modsat hinanden fødder/hoved/fødder. Jeg ligger sammenkrøbet på stolene foran, når jeg ligger med benene helt bøjet, så kan jeg lige være der. Det er ikke behageligt for nogen af os.
Vi har fundet ud af, at de batterier vi har købt skal afgasses. Det vil sige, at de ikke bare må installeres i camperen, hvor vi sover. Når de lades og bruges, så afgiver de giftige gasser. Så første ting er, at finde det rør, som skal sættes ind i batteriet og så få boret hul i bilens bund, så gassen kan udledes. Vi kørte ind til det sted, hvor vi har købt batteriet. Men de kendte ikke til det.
Det er groft, at sælgerne ikke ved, at batteriet skal afgasses, især hos det campingcenter, hvor vi har købt batteriet og ham, der installerede batteriet for os, burde have sagt noget.
Rent faktisk burde vi slet ikke haft købt et lead-acid batteri, der skal vedligeholdes og hældes vand på. Vi skulle have haft et AGM batteri, der er vedligeholdelsesfrit og må stå i samme lokale, som vi sover.
Men nu har vi dem og de kan holde i flere år – så vi må finde ud af at få dem afgasset.