Da vi bestilte færge-billetten fra Amsterdam til Newcastle insisterede Bo på, at det først skulle være en hel uge fremme i tiden. På det tidspunkt sad vi i Sønderborg Lystbådehavn og der var kun 7 timers kørsel til Amsterdam. Men tiden er fløjet afsted.

Tilbage til vores plads ved Albandeira Beach tæt på Benagil grotten. Det er som at komme hjem igen.

Hvor er det dejligt, at vi alle søger forskellige ting – tænk, hvis alle ønskede at bo i naturen omgivet af ro og kvidrende fugle, så ville her være overrendt.

Det er kun fordi, Niki har en aftale i Stirling i weekenden, at vi bliver i Skotland, selvom naturen viser tænder. Regnen vælter ned ad bjergsiderne, så det næsten ligner et helt gardin af vandfald. Vindstødende er voldsomme og betyder, at vi ikke kan have teltet åbent og dermed sidder vi alle klemt inde i bilen.

Bo faldt på klipperne og har nu dybe hudafskrabninger i begge håndflader og et trykket ribben. Han nåede at blive så træt i benene, at han ikke længere kunne koncentrere sig om at løfte dem højt nok hen over klipperne.

Isle of Skye er mere klippet og rå, end det vi har set indtil nu. Skrænterne ned mod vestkysten går flere steder lodret.

Her er lidt koldere end jeg havde forestillet mig. Så sommertøjet er pakket langt væk. Jeg skal have købt noget skønt, farverigt, feminint og varmt tøj.

Gud hvor er jeg glad for vores lille camper! Og i campingcenteret har vi lige fået bekræftet, at vi har valgt 100% rigtigt, at vi købte vores Westfalia.

Hvor forsvandt dagen hen. Jeg havde forestillet mig, at der både var tid til at læse lidt samt at besøge mor nede ved Esbjerg Festuge, hvor hun står ved en af containerne og hjælper en veninde.

Katharina er faldet til. Vi kan se på hende, at hun elsker at rejse og drøne rundt nye steder. Selv den begrænsede plads i camperen er et plus for hende. Hun føler sig maks tryg, når der er rammer om hende – det er også her hun ligger, når vi kører.