Så fik vi gasflasken fyldt op. Der er en gut hernede ved kysten i Marbella, Malaga, der har specialiseret sig i ‘ulovligt’, at fylde gasflasker.

Vi har fundet et helt fantastisk sted lige ned til havet og bjergene i baggrunden. Bølgerne laver hvidt skumbrus op af klipperne.

Vi elsker vores mocca-brygger. En kop stærk varm kaffe – og jeg skal have en lille skvis havremælk i. Det er især en nydelse, efter at vi i en hel uge har måtte nøjes med pulverkaffe rørt ud i koldt vand.

Vi er mere til bjergene end stranden. Måske fordi vi er fra Danmark og tager en bred hvid sandstrand for givet eller måske, fordi vi har boet for foden af Rodopibjergene i Bulgarien i 12 år og nydt bjergene dagligt.

Far Bo havde ikke forstået, at man selv skulle tage en chip, når man hentede nummeret – så derfor fik Niki ikke credit for sin flotte 3. plads. Hverken Bo, Niki eller Alex blev registreret, da de løb over målstregen.

Vi sov på parkeringspladsen. Og hvem kunne have vidst, at lørdag den 28. marts var vores sidste dag med fri bevægelighed.

Vi skal videre. Bo er ved at brænde sammen og har brug for at isolere sig og komme ud at deltage i et løb igen.

Vi havde besluttet os for, at holde stop i byen Eger i det nord-østlige Ungarn – der er ikke så mange dage, til løbet i Polen begynder og vi bevæger os ikke så hurtigt gennem landsskabet.

En af de ting der stod højest på listen i dag var at finde frem til, om skulle have en booster eller en antenne, således vi kan forstærke 4G signalet så meget, at vi kan arbejde ude i naturen.

Les Useres er en pilgrimsby, hvor der hver april gennem de sidste 700 år er et event, hvor byen sender 13 mænd og en præst op til det højeste bjergtop i området. I 2 dage vandrer de og beder om regn og tilgivelse. Her er masser af kilder. Og de har helt sikkert været afhængige af, at vandet flød gennem hele sommeren.