Valencia på cykel

Alex påstår, at det her var den bedste dag, vi har haft – det sker tit, at vi kommer med den påstand, men Valencia på cykel var virkelig fantastisk.

Niki var lidt teenager-bøv i hovedet og havde mest lyst til at sidde og lave ingenting sammen med kæresten (online). Så han blev hjemme. Vi andre tog metroen ind til Valencia.

I siestaen er alt lukket – hvornår lærer vi det?

Vi har ikke helt vænnet os til siestaen, hvor alt er lukket. Det passer altid med, at når vi endelig lukker ned og er klar til at opleve, så er alt lukke og slukket. Så da vi ankom til Valencias gamle kvarter, var det til forladte små snævre gader med nedrullede skodder. Vi skulle have flere timer til at gå inden der igen kom liv i byen.

Vi gik forbi en lille butik, der udlejede blå damecykler med affjedrede sadler – dem man cruiser på i afslappet opretsiddende stillling. 1-2-3 var beslutningen om en anderledes sightseeing taget.

Valencia på cykel er fedest

Det var den allerbedste beslutning ever – Valencia er stor og mange af de ting der er at se, ligger relativt langt fra hinanden på gå-ben. Et af de helt store seværdigheder er deres flodleje og ‘videnskabsby’. I 70’er gik der en bred flod gennem hele Valencia. Efter en oversvømmelse, der ødelagde rigtigt meget, besluttede byrådet sig for, at føre floden udenom bymidten, så de ikke ville opleve lignende katastrofe i fremtiden. Da floden gennem byen tørrede ud efterlod den en kedelig brun stribe, der skar gennem hele centrum. De fik omdannet flodlejet til en lang park med rekreative områder, træer og legepladser. En mega park, der ender ude i havnen.

På cykel var det en leg at køre gennem den lange park. Solen skinnede, humøret var højt og Alex og Bo kørte og drillede hinanden, tjattede og lo.

Nede ved enden af parken har de lavet den smukkeste installation af videnskabs-museer – museerne er i sig selv enorme kunstværker holdt i hvidt. Rundt om dem er der basinner med azurblåt vand, lys og hvide stier. Imponerende. I løbet af de næste par dage, skal vi ind og besøge et af videnskabsmuseerne – et verdensberømt sted, hvor der er interaktive udstillinger. Alex og Bo vil elske det!

Nede ved havnen spurgte vi selvfølgelig igen efter gas – hvis der er nogen steder, hvor de får besøg af mange nationaliteter, så må det da være i lystbådehavnen. Men nej, vores gasflaske-størrelse findes ikke – og nej, de ved ikke, hvor man kan få den efterfyldt!

Alex giver verdens bedste is

For et par uger siden har Alex fået et flot 10-tal i dansk stil. Det ville han gerne fejre med, at give is. Og endelig var der ro og lejlighed til det. Alex havde fundet den bedste isbutik i Valencia – og wauw, fantastiske is. De var så gode, at vi sad og snakkede om, om det ikke var den bedste is, vi nogensiden har smagt. Selv mine sobet’er var cremede og afrundede i smagen og smagte næsten som den lækreste flødeis – og så kunne jeg få en glutenfri vaffel. Tak for is, Alex !

Aften i Valencia

Cyklerne skulle afleveres tilbage inden kl. 20 – så i mørke og myldretid fik vi os navigeret gennem centrum og fandt med stor besvær den lille butik i de små snævre gader.

Valencia er super smuk når lysene tændes og de forskellige majestætiske bygningsværker er lyst op.

Cykeludlejeren var i vældig humør og snakkede og hygge om os. Han inviterede os hjem til sig selv i løbet af ugen, så vi kan få et varmt bad – og hvad vi ellers har brug for. Han invitation var ægte og han var meget interesseret i vores måde at leve på. Han mente, at vi bestemt skulle opleve videnskabsbyen i mørke – den måde de oplyser de hvide bygninger og bassinerne, skulle være det smukkeste. Så når vi besøger museet, så skal vi blive i området til efter mørkets frembrud.

Derefter gik vi gennem Valencias gader for at finde en musikbutik, hvor vi kunne købe en taske til Bos ukulele. Vi ankom 3 min efter lukketid og kunne stå med næsen mod ruden og se på de 2 medarbejdere lukke og slukke.

Videre gennem byens gader til et sted hvor vi kunne spise – gaderne går på kryds og på tværs – store og små. Der er veje, parker, pladser, butikker, restauranter og kaffebarer overalt – i en stor pærevælling. Jeg tror, at selvom vi boede i centrum i flere år, så ville vi ikke nå at se det hele! Og selvom der er så meget at tage stilling til, så virker det ikke uoverskueligt. Det er bare hyggeligt.

Den restaurant vi gik efter var lukket og vi endte i en lille lokal tapasbar. Pænt bænket op tjekkede vi lige afgangen på sidste metro – og vi havde kun 1 time til at spise i og finde frem til metroen – gennem labyrinten af gader. Så vi valgte at bede om regningen med det samme, betalte og ventede på vores små retter, som vi spiste i en ruf.

Med Bo som guide og det lange ben foran nåede vi metrostationen 37 min før afgang, ha – så sad vi der og delte en pose m&m med peanuts.

Efter en suveræn fed dag endte vi oppe på en lille grusvej 100m fra campingpladsen. Her er fuldstændig uforstyrret, udsigt over bjergene og internet. Jeg tænker, at vi har fundet vores ‘hjem’ for den næste uges tid. På søndag er der et løb her i nærheden, som vi har meldt os til. 5km til mig og ungerne og 15 til Hr. Dudek.