Så fik Bo endelig nok. Det har været ham, der havde været overtaleren til, at vi jo ikke hele tiden kunne køre efter solen og at det her ikke var så slemt. Vi skulle se tiden an ;)
Men da jeg kom drivvåd tilbage fra gåturen med Katharina og måtte skifte tøj, så blev det pludselig for meget for Dudek. Vi var våde, forblæste, trætte, havde igen ikke nok strøm til at kunne arbejde, ingen plads til at komme ud – og vejrudsigten tyder ikke på opklaring de næste par uger.
Vi kørte til Porto for at få sat vores ekstra batteri til samt at få samlet vores gas korrekt – det vi selv havde fået lavet, var noget juks – en lille flamme var begyndt at komme ud nedenunder gashovedet og gassen brændte ikke korrekt og efterlod sort sod. Det kan vi hurtigt blive enige om, ikke var specielt godt!
Vi har kørt lidt rov-drift på det batteri, som vi har købt i Skotland og flere gange tømt det. Vi vidste ikke, at vi kun måtte tømme det 50% for ikke at skade det. Hvis vi går under 12.3v flere gange, så falder levetiden fra 1000 ladninger til 200-300 ladninger. Og vi havde i ugevis kørt den ned til 11.8v – så vi var ikke sikre på, om vi havde skadet batteriet.
Og når man parallelforbinder batterier, så bliver resultatet ikke bedre, end ydeevnen på det dårligste batteri. Dvs. at hvis vi har skadet det batteri, som vi har købt i Skotland, så vil vi være dårligere stillet, hvis vi forbinder batterierne, end hvis vi bare kører med det helt nye batteri.
I Frankrig og her i Spanien er der flere kommuner, der byder campere velkommen. De har indrettet et område med vand, strøm og udledning af beskidt vand og toilet – og nogen gange stiller de også toiletter til rådighed.
I Porto var der et af de bedre Aires. For 5€ var der fri strøm, vand og toilet.
Vi stod side om side med de helt store paladser – 4 kæmpe store campere med højglans, stål og LED lys interiør. Microbølgeovn, ovn, blender, hårtørrer, støvsuger, fjernsyn, parabol og hvad der ellers er til rådighed i en luksuslejlighed. Jeg tænker, at de bruger for mere end 5€ strøm om dagen!