Ungerne er flyttet hjemmefra – og hvad så!

Fritstillet mor søger nye udfordringer

Jeg havde ikke set det komme. Jeg havde glædet mig til at ungerne skulle flytte hjemmefra – glædet mig på deres og mine vegne. Men den overvældende tomrum af, at være alene med min dejlige mand har overrumplet mig.

Det er kun 5 dage siden, at vi er blevet alene og jeg sidder og bearbejder mine følelser.

Hvem er jeg, når jeg ikke er mor og omsorgsperson? Jeg ved det ikke.

Hvad fik jeg tiden til at gå med, inden jeg fik børn?

Plejede jeg ikke at danse, grine og være skør? Lige nu følger jeg mig gråhåret, kedelig og rødøjet.

Stilhed i bilen, jeg har intet at sige til min mand. Jeg er tom og stille indeni.

Jeg føler, at det jeg har at sige, ikke er interessant nok. 

Tårer der stille triller ned ad kinderne – jeg kan ikke sætte ét bestemt ord på følelsen. For det er ikke sorg. Det er heller ikke ensomhed, for jeg sidder kærligt sammen med min dejlige mand. Det er et tomrum indeni mig, som jeg ikke kan forklare.

Mor på fuld tid

Da ungerne var helt små fandt jeg ud af, at jeg ikke magtede at være både fuldtid på arbejdsmarkedet og samtidig have overskud til at være der for ungerne. Jeg var blevet syg med lavt stofskifte og gik ned med stress. Min mand spurgte mig, at hvis jeg kun kunne lave én ting, hvad skulle det så være? Så ville jeg være mor! Så min mand sørgede for at sælge hus og biler og så flyttede vi til udlandet, hvor solen skinnede og vi kunne leve af min mands løn. Jeg blev hjemmegående husmor.

I de første mange år var jeg fuldtidshjemmegående. Da ungerne begyndte i skole begyndte jeg at arbejde freelance på kontoret og som guide. Vi boede i Bulgarien og det er ikke lige til at få et job, så jeg var tvunget til at skabe det selv.

Det er svært at finde balancen i livet – mest af alt ønskede jeg at være hjemmegående og omsorgsperson for familien. Jeg har elsket hvert et øjeblik. Men samtidig har jeg også savnet at spejle mig i kollegaer, grine og have ansvar. Men når alt kom til alt, så havde jeg fundet ud af, at hjertet lå hos familien. At det var her, at jeg ønskede at være.

Jeg er glad på mine børns vegne – jeg elsker dem og husker selv, hvor fantastisk det var at flytte hjemmefra. Det bliver mega fedt for dem! Jeg er sikker på at de klarer sig. De er opdraget til at være selvstændige kærlige mennesker.

Jeg er glad på mit parforholds vegne. Det har været fantastisk at få lov til at dele oplevelsen af at være forældre og vokse sammen om så stor en opgave. Men for at være helt ærlig, så er min mand hver evig eneste dag de sidste 17 år kommet i anden række. Stakkels mand, ha, ha. Nu er tiden til at hvert eneste kys er dedikeret til ham! 

Jeg er skræmt over, at jeg igen kan få lov til at være Linda, kvinde og fri. For hvem er Linda, når hun ikke længere er mor. Den kvinde jeg var for 20 år siden er en helt anden nu – hun har udviklet sig, er blevet smukkere og mere vis. Men jeg forstår det ikke helt endnu. Jeg er mest skræmt over at være fri. For det er kun fedt at være fri, hvis livet er med glæde og sommerfugle i maven og ikke et tomrum!

Så min fornemmeste opgave bliver nu at finde ud af, hvad jeg skal udfylde mit ny-fundne frihed med.

Fremtiden og et livsgivende arbejde fyldt med kollegaer og latter

Heldigvis har min mand og jeg allerede været i gang med at ændre vores livsstil. Vi har en lille camper og sammen med ungerne har vi kørt rundt i Europa en årstid.  Den livsstil er helt fantastisk og en fest. Her deler vi oplevelser og drømme. Og vi drømmer heldigvis begge om, at fortsætte med at rejse.

Vores livsstil besværliggør dog ønsket om at komme ud på arbejdsmarkedet igen og få kollegaer – hvordan katten får jeg kombineret ønsket om at rejse, arbejde og fysisk at have kollegaer? Jeg ved det ikke endnu.

Sommerfuglen breder sine vinger ud

Men i hvert fald har dette lille skriv hjulpet mig lidt videre – følelsesmæssigt er der blevet mere ro på, efter at jeg har fået sat ord på tomheden. Det er okay at føle sig lidt ensom, når man lige har sagt farvel til 2 unge gutter – og vide, at næste gang jeg ser dem, så har de udviklet sig. Vores forhold vil udvikle sig – jeg tænker lidt som en sommerfugl. Indtil nu har vi levet forpuppet – det er først nu, at både ungerne og jeg skal til at brede vingerne ud og flyve ud i den store verden. Det er skræmmende, smukt og præcist som det skal være.

Jeg kender stadig ikke min vej frem – jeg er et kaosmenneske og trives bedst, når jeg ikke, ved, hvad morgendagen bringer af nye oplevelser og opgaver. 

På den korte bane vil jeg fokusere på, at få skrevet min bog færdig, og besøge alle Danmarks smukkeste steder mens jeg spændt venter på, om mine skønne unger falder til.

På den lange bane vil jeg fokusere på, at få kollegaer som jeg kan sparre og grine med og mærke suset af at stå op og bidrage til noget større.