Parken udenfor Versailles er virkelig hyggelig. Den ligger tæt på Paris og bliver jævnligt brugt af vanlifers. Vi var 3 biler, der overnattede. Vejret var okay.

Tilbage til vores plads ved Albandeira Beach tæt på Benagil grotten. Det er som at komme hjem igen.

Med den hastighed vi rejser med, så skal vi nok bruge 10-20 år inden vi når rundt om Europa. Jeps, vi nåede kun lige akkurat til Arad. Og med det fantastiske værktøj ’Facebook Lokal’, fandt Bo ud af, at der var et løb i skoven udenfor byen. Og mens vi sad og fik frokost, blev en ny plan lavet.

Nu kan vi ikke komme længere mod vest – vi er til et løb få meter fra den Portugiske grænse. Og vi har besluttet os for at give Portugal endnu en chance – men denne gang fra syd.

Katharina er faldet til. Vi kan se på hende, at hun elsker at rejse og drøne rundt nye steder. Selv den begrænsede plads i camperen er et plus for hende. Hun føler sig maks tryg, når der er rammer om hende – det er også her hun ligger, når vi kører.

Vi fik lov til at blive i lejligheden så længe vi havde lyst den 25. – der var ikke nogen, der kom efter os og de ville ikke gøre rent juledag. Ved 15 tiden, efter at vi var færdige med at misbruge deres vaskemaskine og tørretumbler, kørte vi ud i bjergene.

Nytårsdag er som alle andre steder en dag uden aktivitet – en epidemi af hovedpine og kvalme skyller hen over verdenen. Vinden var slukket og skyerne holdte fri. Perfekt dag til stranden.

Vi kørte videre til Cottbus, en by mellem grænsen til Polen og Berlin. Her skulle efter sigende være en smuk altmarkt – gammel by.

Vi elsker vores mocca-brygger. En kop stærk varm kaffe – og jeg skal have en lille skvis havremælk i. Det er især en nydelse, efter at vi i en hel uge har måtte nøjes med pulverkaffe rørt ud i koldt vand.

Det var med blandede følelser, at Niki tog hjem til Holly. Han var glad, fordi han havde fået en halv dag mere med hende – og samtidig ked af det, fordi de skulle sige på gensyn.