Så stopper det! Bilens batteri er helt dødt og vi kan slet ikke starte bilen.. Jeg synes, at vi snart har taget vores del af ting, der skal repareres - men sådan er det nok, når man kun har råd til en ældre model.
Vi havde besluttet os for at besøge Chaves – en gammel kongeby med en historisk centrum, slot, og caminoen der går igennem – der er ikke en eneste ny bygning inde i centrum til at spolere oplevelsen af hygge og idyl.
Bo og jeg havde arbejde hele formiddagen, mens ungerne sov – som kun teenagere kan. Så inden de var stået op, vi havde fået morgenmad, pakket bilen sammen, fundet ud af, at der ikke var strøm til at starte bilen, fundet en, der kunne give os starthjælp, besøgt 3 butikker, der evt. kunne sælge batterier – så var klokken blevet så mange, at alle butikker havde lukket for weekenden eller holdte siesta.
Så Chaves – en lørdag eftermiddag – er forladt og ensom.
Efter en gåtur i de små gader i centrum gik vi ned til en park, hvor de har lavet trædesten ud over floden. Den her lille aktivitet var mere besøgt end den historiske centrum – og ungerne løb så hurtigt de kunne over på den anden bred.
Efter besøget i Chaves kunne vi heldigvis starten bilen og kørte ud til et supermarked for at handle ind til weekenden. Men da vi skulle videre måtte vi igen bede om starthjælp.
I morgen bliver vi på campingpladsen og nyder de ordnede forhold – og mandag kører vi ind til en mekaniker, der kan hjælpe med et nyt batteri.