Respekt og tilpasning – en rejse med corona

Vi kommer ikke udenom det. Der er Corona og restriktioner i alle lande i hele verden. Nogen steder mere åbne end andre.
– Lige nu er vi i Grækenland.

Respekt i stedet for angst

Jeg tænker, at det handler om, ikke at lade angsten for det ukendte og virussen styre os. Vi rejser med respekt for de lokale mennesker, som vi møder og vi respekterer de lokale restriktioner og regler. 

Vi bærer maske, vasker hænder, spritter af og holder pænt afstand. Vi er blevet testet 2 gange for at komme ind i landet – og det er ikke os, der bærer virussen med os.

I weekenden var vi sammen med nogle venner, der lige er blevet forældre. Normalt ville jeg ae det lille nye vidunder og højst sandsynlig nyde at sidde og vugge babyen kærligt frem og tilbage – men denne gang måtte vi nøjes med beundre drengen på afstand og med en maske, der gjorde, at han ikke kunne afkode vores ansigtsudtryk.

Vi lader os dog ikke begrænse mere end nødvendigt. Det er lige så sikkert at være i Grækenland, som det er at være i Danmark – i skrivende stund måske endda mere sikkert. I det område vi er i nu er der næsten ingen syge og regionen har farvekoden ’grøn’. 

Hele Pelopennese-halvøen, syd for Athen, er også grøn – og det er der, vi er på vej ned for at tage på eventyr i den solrige natur og spændende historie, der er den europæiske civilisations vugge. I Pelopennese kommer vi til at nyde friheden og den vintervarme sol, mens regn, sne og slud slår ned på de danske ruder derhjemme.

Den kommer til at stå på hiking i bjergene, snorkling i det azurblå hav, besøg ved Olympen og andre oldgræske seværdigheder, dans og græske specialiteter på den lokale taverna, mødet med andre vanlifere, løb til Bo, latter, fordybelse og arbejde.

Tilpasning er det nye sort

Sidste år – på en vindblæst klippe i Skotland, hvor vi havde parkeret med udsigten ud over havet og den dramatiske kyststrækning med klipper og skumsprøjt – blev vi for en nat naboer til et tysk ægtepar. Bo og tyskerne sad og filosoferede over livet som vanlifer og sammen blev de enige om, at ’tilpasningsparathed’ er fremtiden. 

På det tidspunkt havde de ingen anelse om, hvor rigtig deres udsagn ville komme til at være.

Vi lever i et årti med forandringer på alle planer. Og jeg tror, at mange af forandringerne er kommet for at blive. Forhåbentlig bliver vi fri for maskerne om et par år – og gerne før. Men mange af de nye vaner, der bliver lavet, kommer vi til at tage til os.

Vi kan enten vælge at modarbejde forandringerne og holde stædigt fast på det gamle – eller vi kan lade os flyde med forandringerne og finde vores plads i det nye. 

Det frie fald

Jeg ved godt, at det ukendte kan virke skræmmende. Men jeg taler af erfaring, når jeg siger, at de gange jeg har sprunget ud i det ukendte, så har jeg altid landet solidt på begge ben. Tomrummet, fra jeg springer, til jeg lander, er ikke farlig – i stedet giver tomrummet et pusterum, hvor jeg har tid og overskud til at vælge, hvor jeg gerne vil lande og jeg kan nå at forme min nye fremtid efter mine drømme. Samtidig har tilliden til, at universet vil mig det bedste og modet til at tage springet, gjort mig endnu stærkere og mere sikker på mig selv. 

Jeg forestiller mig, at det er som at springe i faldskærm. Det første spring må være vildt skræmmende – for der er jo ekstremt langt ned – og hvad nu, hvis min faldskræm ikke folder sig ud. Alt det der kan gå galt, må passere gennem min hjerne og fornuften vil helt sikkert forsøge at holde mig tilbage. Men har jeg først taget springet og den første angst har fortaget sig, så vil jeg føle friheden ved at svæve gennem luften. Jeg har set, hvordan udspringerne har tid til at nyde faldet, legen, frihedsfølelsen og den smukke udsigt. De har overskud til at udse sig den mark, hvor de gerne vil lande – og med et simpelt snoretræk, kan de styre faldskærmen i retningen af en sikker landing. 

På et tidspunkt skal vi helt sikkert springe i faldskærm og paraglide gennem luften. Det er ikke mange dage siden, at vi snakkede om det.

Lev livet nu, også selvom det er anderledes, end du havde planlagt det!

Vi er alle forskellige med forskellige baggrunde og drømme. Du skal leve dit liv og gøre de ting, som du elsker – imens vil jeg leve mit liv, rejse og opleve hverdagens små eventyr sammen med min dejlige mand Bo.