Vi bliver kun mødt med venlighed, hjælpsomhed og den skønneste humor. Skottere er ikke nærige (ud over den vindmølle vi så med én vinge) men ekstremt gæstfrie.
Så blev ungernes skole skippet til fordel for et nyt batteri. Vi kørte tilbage til det sted, hvor vi var for et par dage siden. Den meget venlige – ikke helt så lille som en dværg – mand gav os gode råd til batteriet. Vi havde fået købt os et batteri på vejen og fik den nu installeret. Det gamle batteri er ikke helt dødt og kan bruges som reservebatteri. Den står nu omme bagi og skal oplades udelukkende via solcellerne.
Bagefter kørte vi videre til National Parken Cairngorms. Virkelig smukt med bløde bjerge dækket af lyng. Vejen op til bjerglandsbyen, hvor Highlander Games finder sted i morgen, snoede sig op gennem 2 mindre bjergformationer. Der er får alle steder – også på vejen.
Landsbyen er gammel med huse i oprindelig stil – stenhusene bliver mere og mere chamerende at se på. Det er her de Royale Highlander Games Playground er. Og Bo skal DELTAGE i morgen – jeps, han skal løbe op til toppen af bjerget i baggrunden og bevise overfor sin klanleder (det må være mig), at han er den rigtige til at løbe med beskeder – altså min helt egen brevdue.