Indtil nu har vi været aktive sammen og forsøgt at tilpasse os hinanden og lære hinanden at kende. I dag er mere stille og rolig. Alle ungerne laver lektier og hygger sig. Bo har trukket sig ind på værelset sammen med Niki og jeg skal ud at handle og købe hundemad.

Lederen i ungdomshuset havde fortalt os, at hun var flyttet til Olhao på grund af den hyggelige stemning nede ved lystbådehavnen og vi måtte ikke gå glip af den smukke, smukke solnedgang.

Alex tog med ind for at købe Ukulelen og mens vi gik rundt inde i butikken, tabte han en. En rabalder og kliren af strenge spredte sig ud i hele butikken

Så fik Alex den første bunke bøger med under armen – der er nok at give sig til. Og bum, fik læreren sat hele familien igang. Det bliver et fantastisk forløb

I skoven med lyden af et rumlende vandfald i baggrunden. Så er vi ‘hjemme’ igen – i naturens stilhed. Ja, det er sjovt, som lyden af et vandfald kan være beroligende men lyden af en motorvej er irriterende!

For dig der ikke ved, hvad en ‘runaway truck ramp’ er, så er det en nød-bane på motorvejen for lastbiler, der i bjergene får så varme bremsere, at de ikke kan stoppe.

Jeg er vild med at tage til de forskellige løb. Det er ikke så meget selve løbet – men mere glæden ved at være sammen og de smukke omgivelser. Men dette løb var direkte grimt. Motorvej og ildelugtende lodsepladslignende mark indgik i deres koncept.

Vi valgte derfor at køre op i bjergene, hvor Bo fandt en hyggelig og rolig sø i rigmandskvarteret – væk fra turisterne og camperhelvedet.

Jeg husker ikke så meget. Jeg var blevet syg med influenza krydret med menstruation – så træthed, hovedpine, mavepine og generelt super dårligt humør.

Vi aftale med Ziza og Yair, at vi kunne bo i deres største yurt og igen følte vi os virkelig heldige. Vi havde et køkken, opvarming, senge, toilet og solopvarmet bruser. Vi kunne frit bevæge os inde på deres og naboens grund.