Neapoli Voion – og den gule fiskerhytte

28. januar til den 10. marts

Vi har fundet os til rette i et lille gult hus med den smukkest udsigt ud over det græske øhav i det sydlige Peloponesse. Ude i horisonten stikker en lille ø op af havet, Elafonisos. Solen går ned lige bag ved øen og sender klare røde farvetoner ud over byen.

Huset er lille og kringlet med bittesmå døre, hvor selv jeg skal bukke mig for at komme igennem. Huset ligger i centrum af den gamle bydel – 2 gader fra strandpromenaden og så højt hævet, at vi har udsigt ud over havet. Den udendørs terrasse ligger i læ for de kolde vinde fra nord og badet i sol fra syd, så vi kan sidde udenfor og snitte, skrive, spise og hygge.

Vi har fundet os så godt til rette, at vi har besluttet os for, at det er her vi bliver indtil skolerne igen åbner i Danmark. Byen er hyggelig, indkøb lige om hjørnet, gode vandre- og løberuter og en lang strandpromenade.

Venner

Vi har fundet ud af, at det er de mennesker vi møder, der betyder mest for vores rejse.

Først rendte vi ind i Joren og Emma. Vi mødte dem første gang i Valencia i Spanien sidste vinter, efterfølgende i Danmark, så tilfældigt på Lefkadas og nu igen her.

Joren og Emma er virkelig hyggelige og afslappede at være sammen med. Grin og snak fra morgen til aften. Vi gik ud til en lille kirke, der ligger 3 km fra vores lille hus.

I efteråret mødte vi nogle vanlifers fra Belgien, Raf og Hanna. På en af vores første gåture på Lefkadas stoppede vi ved deres bil for at snakke med dem. Raf snitter alt muligt i træ og det var meget fascinerende at se ham arbejde. Hanna maler og strikker – og så snakker hun lige så meget som mig. På Lefkadas løb i ind i dem flere gange.

Der er gået flere måneder siden vi skiltes på Lefkadas og de havde skrevet til os, at de var kørt nordpå til Belgien igen. Så det kom som en kæmpe overraskelse, da vi helt tilfældigt løb ind i dem på stranden ved Pounta. Af alle mennesker, så støder vi ind i dem.

Efterfølende har vi været sammen med dem et par gange – de er virkelig fantastiske og meget intelligente at snakke med. 

På min fødselsdag sejlede vi sammen over til Elafonisos og vandrede ud til en øde strand, hvor vi slog telte op og tændte bål. Vi lavede bålmad og hyggede hele aftenen.

Vi startede med virkeligt lækkert vejr – men omkring spisetid begyndte det at blæse voldsomt og vi måtte flytte bålet, så vi ikke kom til at brænde vores telte af.

Om natten fik jeg den tanke, at vinden kunne tage det telt, som ungerne sov i – i mit mareridt kunne ungerne ikke komme ud af teltet og druknede. Næste morgen var vinden stadig stærk og kold. Mens vi sad om bålet med morgenkaffen fik Raf og Hanna pludselig vores telt i ryggen. Havde de ikke siddet lige præcist der, så var vores telt endt i det Ægæiske hav. Det var heldigvis ikke teltet med ungerne, der fløj afsted, men nu kan jeg sætte mig ned som fremtids-sigerske!

Tiden i Neapolis fløj afsted

• Vi vandrede, løb og cyklede ud langs havet. Ruten var utrolig smuk. 
• Bo og jeg var ude på øen Elafonisos 2 gange. Første gang var vi ved et af Grækenlands smukkeste strande, hvor jeg selvfølgelig var i det klare azurblå vand.
• Bo, Alexander og jeg forsøgte at nå ud til fyrtårnet på spidsen af den finger, som vi var ude på. Men vi var kommet for sent afsted, så vi kunne ikke nå hele vejen derud inden solnedgang.
• Vi hyggede med gåture langs stranden og inden i Neapolis
• Mega hygge med børnene – som nu ikke længere er børn, men små voksne. Dynamikken mellem os er blevet anderledes og mere ligeværdig.

For os endte lockdown med at blive en virkelig god oplevelse. Tiden med ungerne var unik og vi fandt hinanden på en ny måde. De er flyttet hjemmefra og vi giver dem lang snor. Vi er der for dem – lige om hjørnet. Vi støtter dem og elsker dem. De ved det. Vi ved det.