Monemvasia – middelalder by og borg

På den sydøstlige del af Peleponesse er der en lille ø, som består af et 100m højt plateau. På den ene side af øen er der kun akkurat plads til en lille sti – på den anden side løber en smal vej langs klipperne. Skumsprøjt piskede mod os, mens vi gik langs vejen.

Næsten ude for enden af vejen ligger en af de mest kendte middelalderborge i Grækenland med en velbevaret middelalder by. Selve borgen er bygget oppe på toppen af plateauet, mens byen er bygget ned langs klippevæggen og afskærmet mod fjender af en høj tyk mur. 

Det er imponerende at gå – og for Bos og Alexanders vedkomne at løbe – gennem de små stier mellem husene. På grund af corona er alt lukket og byen er stille – normalt er byen fyldt med liv, restauranter, barer, musik og glade turister. 

Vi vandrede rundt om øen og Bo var så fascineret af turen, at han løb den 5 eller 6 gange. På bagsiden af øen er der ikke længere en sti, men i stedet skal man springe fra klippe til klippe mens det brusende vand skulper op lige ved siden af. Flere gange løb Alexander med – vores lille gazelle. Han var lynhurtig på klippestykket.

Jeg valgte at vandre alene op i bjergene og gå en 10km rute. Jeg var vildt stolt over mig selv, da jeg kom ned igen og havde udfordret mig selv – både fysisk og psykisk. 

Vi boede inde på fastlandet i en lille by, der er tilknyttet øen med en lille bro. Her havde vi lejet en meget privat lejlighed, hvor alle deres ting lå rundt omkring. Aldrig har vi boet et sted med så mange nipsting og så mange farver på væggene. 

Internettet var desværre heller ikke tilstrækkeligt her.

Fossilskoven og eneboeren

Vi tog på en dagstur ud til det allersydligste punkt på Peleponesse og besøgte først fossil-skoven. For to-tre millioner siden lå der en palmeskov, den blev oversvømmet og stammerne og rødderne blev lavet om til fossiler, som kan ses i dag sammen med utallige fossiler af havets dyr. De fossiltræer, der står tættest på kysten rækker helt ned til undergrunden og har dannet rør, hvor vandet sprøjter op af, når bølgerne er ekstra kraftige. 

Fossilskoven er den eneste af sin slags her i Europa og virkelig imponerende. Naturen er smuk herude blandt bjerge og havet.

Vores hollandske Emma og Joren venner holdt parkeret lidt længere ude, så vi gik ned til dem og hilste kort på. 

Derefter gik turen videre ud til den sydligste kloster på Peleponnese. For at komme derud, skal man vandre ad en klippesti, der løber langs den næsten lodrette klippevæg. Nogen steder med direkte fald ned til havet. Vinden blæste ekstremt herude, jeg var træt i benene fra min 10 km hiking i bjergene dagen forinden og stien var fyldt med løse sten. Jeg vil ikke sige, at jeg lider af højdeskræk – nok mere end meget veludbygget respekt for de farer, der lurer, når man står tæt på klippeafsatsen – og det gjorde man ret mange gange på denne sti. Nogle steder, når man skulle rundt om hjørnet, så blæste vinde så kraftig, at vi fik et ordentlig skub. Jeg endte med, at blive så nervøs over at falde ud over klipperne og nede i de høje bølger, der ubamhjerteligt tordende ind mod klipperne, at jeg rystede på benene. Det betød, at det var for farligt for mig at fortsætte. 300m før klosteret måtte jeg melde pas og satte mig ned.

Nicolas, Alexander og bo fortsatte forsigtigt videre ud til klosteret. Herude, helt isoleret fra omverdene, boede en 30-årige kvinde. Hun havde boet der et helt år. Hun fik maden leveret med båd og fik det hejst op via et hejseværk og drak det regnvand, som hun samlede. Gud hvor ville jeg gerne have været med ud at opleve eneboeren. Vi må derud igen en dag, hvor vi har god tid, jeg ikke er træt i musklerne og det er vindstille.På vej ud til det sydligste punkt kørte vi igennem byen Neapolis. Her var internettet virkelig stærkt, så vi besluttede os for, at flytte herned.