Jeg har set nogle smukke strande og vild natur på den midterste finger, Mani - på Peloponnese. Men det er ikke til at finde et sted, hvor vi kan stå uforstyrret.
Vi ville gerne opgradere vores ekstra-batteri – den vi havde, er over tid blevet lidt misbrugt og misvedligeholdt. Så første stop var en batteri-butik i midtbyen. Sydgrækenland er et uland i forhold til batterier. Der er ikke så meget at vælge imellem og vi valgte at køre videre.
Halvøen Mani er et kæmpe aflangt bjerg på 2.400 m, der stikker på af det azurblå hav. Klipperne fortsætter ud i havet. Landsbyerne ligger typisk ude ved vandkanten.
Der er enkelte landsbyer oppe på bjergsiden.
Efter at have besøgt de første 5-6 ufremkommelige steder eller steder, hvor vi var alt for tæt på landsbyerne, så blev vi guidet ind til en campingplads. Ejerne var ude at høste oliven. I stedet var der en af stamkunderne, en tysk dame, der forsøgte at hjælpe os.
Hun startede med at fortælle os, hvor farlig corona er og at man ikke kan wildcampe – hun fortsatte med at fortælle om den helt vanvittige og farlige campingplads i Filikounda – altså vores fantastiske campingplads – hvor campisterne boede tæt på hinanden og delte toiletfaciliteter. Ingen af os kunne trække vejret i hendes nærvær og vi skyndte os at takke nej og køre videre.
Vi fandt et isoleret sted lidt længere oppe ad bjerget ved en kirke. På vej derop kørte politiet lige i røven på os. Bo kører meget afslappet og roligt, så vi har altid en hale af biler efter os. Vi troede, at politiet var efter os og ville stoppe os. Men da vi drejede af, så fortsatte politiet videre – de var ligeglade med os!
Vi kom ind til en stor plads ved en nedlagt kloster. Lige nede foran os var der et amfiteater og udsigten ud over havet var fuldstændig fantastisk.
Dette sted blev vores udgangspunkt i en lille uges tid.
Jeg tror, at vi er landet i det græske bibelbælte. Der var kirker over det hele. Jeg tror, at vi så 15 kirker på en 5 km gåtur.