La Linea de la Conception er en hyggelig lille hvidkalket landsby på grænsen til Gibraltar. Vi løb lige ved siden af grænsen og landingsbanen og ud langs stranden.
Bo var igen i top 10 – jeg er dybt imponeret over, hvor hurtig han er. Desværre sekunder fra en podium-plads. Og jeg blev for en gangs skyld ikke den sidste. På de sidste 2 km løb en af den lokale løbeklubs trænere ved siden af mig og gestikulere, at jeg skulle bruge armene mere. Så jeg forestillede mig, at jeg havde vandrestave i hænderne, som jeg brugte til at få mere fart på. Og til min egen overraskelse kunne jeg pludselig løbe lidt hurtigere – så hurtigt, at jeg overhalede 3 inden målstregen.
Alex var igen degraderet til børneløbet på 1 km – måske lyder det nemt. Men de unge mennesker, som han løber mod er monstre. De løber lige så hurtigt som Bo. Så det bliver til 1 km sprint, hvor de unge er ved at brække sig, når de krydser målstregen. Så selvom Alex løber i et pænt tempo, så har han ikke en chance… og har heller ikke lyst til at brække sig 😉
Niki har heller ikke en chance for at komme på podiet – også selvom han gør det fantastisk. De unge spanske mænd er virkelig hurtige.
Efter løbet besluttede vi os for lidt tapas. Men alle restauranter var fyldte. Vi endte på en af de bedste (ifølge tripadvisor) og maden smagte fuldstændig forrygende lækkert. Efter at have stået i kø i 30 min og sulten havde sneget sig ind fik vi tilbudt et plastikbord med de kendte hvide plastikstole inde ved siden af køkkenet – plastik-standarden blev hurtigt glemt efter at have oplevet stemingen fra det muntre spanske køkken, den gode service og den super lækre mad.
Vi tog tilbage til vores strand, hvor vi på grund af vinden blev nødt til at flytte lidt længere ned i en lille lukket lund – lidt tættere på stranden men uden den smukke udsigt.