Lefkada – en brofast græsk ø

Det var rent spontant at vi endte på Lefkada. På motorvejen på vej ned til Peloponnese kom jeg pludselig i tanke om, at Lefkada ligger her i det Ioniske hav og vi havde tidligere set, at det er en af de eneste græske øer, der er brofaste. Så med 5 min betænkningstid vendte vi bilen og kørte mod den azurblå ø.

Det var slet ikke meningen, at vi skulle have været sydpå endnu. Men med røde zoner, alarmer på vores telefoner og usikkerhed om, hvor stramme coronarestiktionerne ville blive, så valgte vi at køre videre fra det grønne Nordgrækenland. Når vi til foråret vender snuden mod nord igen og alt forhåbentligt er åbent, så vil jeg vise Bo klostrene i Meteora og sammen vil vi hike de græske guders hjem, Olympos samt  Zagori og Vikros kløften.

Da vi endelig kunne køre over broen til Lefkada, var klokken mange, trætheden havde meldt sig og det var bælgravende mørkt – normalt er det dårlige betingelser for, at finde et sted, hvor vi kan sove – ikke bare et hvilket som helst sted, men et sted, hvor der samtidig er ultra hurtig internet, så Bo kan arbejde. Det viste sig, at vores hollandske vanlife venner Emma og Joren allerede var på øen og sov på en strand med ufattelig hurtigt internet. Det gjorde det hele meget nemmere.

Vi vågnede op til det smukkeste azurblå hav med hvide bølger. Bag os gav en stejl klippevæg os læ for al motorlarm fra vejen.

Allan fra Eventyrens Klub

Bo havde allerede mødt Allan et par gange ved Tirsbæk Strand, Vejle. Han bor på 5. år i sin gamle charmerende Hymer camper, rejser verden rundt som backpacker, er medlem af Eventyrernes Klub og har rejst i 110 lande. Han kan fortælle historier og eventyrer. Han har en meget sund og interessant livsindstilling, som vi nemt kan spejle os i. 

Allan opgav at rejse rundt i Italien og ville gerne møde os i Nordgrækenland for at kigge på dyr. Men corona ville, at han også måtte opgive norden og i stedet mødte os her på Lefkada.

Efterår

Der er ikke meget efterår over vejret. Om dagen har vi 20-25 grader og sol. Vi er på stranden, hopper i det azurblå hav, går rundt i shorts og t-shirt og nyder naturen og fuglenes kvidderen. Om natten bliver det 10-15 grader og det er dejligt at sove oppe i teltet i vores Westfalia. Vi har endnu ikke haft varme på.

Vi kan fornemme efteråret ved at de små strandcafeer holder lukket og nogle af træerne har røde og gule blade. Når man sidder i skyggen er vinden frisk.

Der er altid en slange i paradiset
– Cikader, bølger og fluer

Jeg bliver nødt til at sove med ørepropper. 

Han-cikaderns sang kan give en lyd, der er 90 dB høj og kan høres 800m væk – 90 dB svarer til en græsslåmaskine! Og jeg må dufte dejligt, for jeg føler, at der hver aften sidder en han lige udenfor bilen og insisterende kalder på en lækker hun. 

De første par nætter var der en komposition af cikadernes sexede sang og den romantiske lyd af høje bølger, der med et drøn, tordnede ind på bredden. 

Når man kommer fra det fredsfyldte bjerglandsskab i Nordgrækenland, så er det lidt overvældende med al den lyd om natten. Vi sover i et telt på taget, så lydene er helt tæt på.

Om dagen er her en milliard fluer. De er over det hele og elsker varmen i bilen. De klistrer og sætter sig med deres sugekopfødder lige i ansigtet og kravler rundt, som var vi en hundelort.

Vi har fået lavet fluenet til bilen og hængt fluepapir op. Man må tilpasse sig.

Dagbog

Fredag den 30. oktober til søndag den 1. november
Vi har sovet på Paralia Kathisma – en smuk sandstrand med azurblåt hav og omgivet af klipper. Vi var omkring 15 campere, der havde fundet vej derned. 

Emma og Joren var her sammen med nogle hollandske venner og Allan kom dagen efter.

Bølgerne hvirvler det hvide støv fra stenene op, så vandet bliver mælkehvidt – det azurblå hav farver vandet. Så når man svømmer i havet, så er kroppen fuldstændig omgivet af det azurblå vand. Det er en mega fed oplevelse. Normalt kan man jo se bunden klart.

Bo var ude at løbe 10 km.

Nogle stille dage, hvor vi bare har nydt livet.

Søndag den 1. november til mandag den 2. november
Vi kørte videre sydpå til en fuldstændig instagram-like strand, Porto Katsiki. Et par timer på stranden var nok for os. Varmen gik mig lidt til hovedet. 

Det var meningen, at vi skulle cykle en tur fra stranden og ud til fyrtårnet helt i syd. Men seriøst. Det er længe siden, at vi har været i et så udpræget bjerglandskab, med stejle veje. Vejen ned til stranden var uendelig og super stejl.

Mandag den 2. november til tirsdag den 3. november
Efter arbejdet kørte vi videre ud mod fyrtårnet. Jeg havde fundet et kloster rimelig tæt på og tænkte, at det nok var mere realistisk, at jeg kunne cykle derfra og videre ud til fyret. 

Vejen ud til klosteret var fantastisk med et dramatisk landskab med klipper, skrænter, bjerge og hav. Jeg fik helt kriller i maven. 

Cykelturen ud til fyret var mest nedad og det var super nemt at komme derud. Vejen tilbage gik til gengæld op, op, op – her var jeg glad for, at turen kun var ca. 5 km. Stædigt og med lidt prusten kom jeg tilbage til bilen uden at trække.

Vi er kørt ned til en lille hyggelig vig, Ammoussa Beach. Vandet er stille og udsigten er smuk med høje ioniske øer i horisonten. 

Her klukker det stille vand og fuglene synger smukt. Det er kun han-cikaden, der stadig sidder udenfor teltet og kalder på den lækre hun, der forstyrrer min nattesøvn og gør, at jeg må sove med ørepropper.

Der er lige kommet et par mere – nogle vanlifere, som vi også har mødt på de forrige 3 strande.