Lang gåtur langs kysten

Bo faldt på klipperne og har nu dybe hudafskrabninger i begge håndflader og et trykket ribben. Han nåede at blive så træt i benene, at han ikke længere kunne koncentrere sig om at løfte dem højt nok hen over klipperne.

Ungerne og jeg var gået en laaang tur ud langs kysten mens Bo var ude at løbe. Jeg vidste, at vi på et eller andet tidspunkt ville møde ham, når han var på vej tilbage. Men at han ville komme med blod og så dybe sår på hænderne, at jeg fik det skidt, at jeg måtte sidde med hovedet nedad, havde jeg ikke forestillet mig.

Ungerne og jeg gik videre ud til hulen Benagil. Den er et af Portugals mest kendte varetegn og i alle turistbrochurer. Man kan se den ned gennem hullet. Flere sejler dertil og nyder farverne i det azurblå vand og lysindfaldet gennem hullet – det skulle vist være magisk at stå nede i hulen. Men vi nøjes med at kigge ned og forestille os det.

Turen var virkelig smuk med klipper, skrænter, buer og huller hele vejen. Ungerne gik og småsludrende og hyggede sig.

Videre mod vest

Vi føler, at vi har fundet det bedste sted at ‘bo’ her i Portugal. Men nu hvor vi er her, så skal vi da lidt ned langs kysten og se, hvad der ellers er at byde på.

Hele kyststrækningen er smuk og lige heromkring fortsætter klipperne i en uendelighed. Men det, der er forskelligt er befolkningstætheden. Så da vi kom til næste stop i Portimao, så viste det sig at være en kedelig turistby med højhuse og højtspillende glade unge mennesker, biler og uro.

Det var så sent og blevet mørkt, så vi valgte at overnatte ved stranden og håbe på, at de festende unge mennesker snart var trætte. De andre campere havde valgt at køre videre. Til vores held sluttede festen inden sengetid.

Men det er lidt mere blæsende herude vestpå, så hele natten stod teltet og blafrede og hverken Niki eller jeg fik så meget søvn.