Her til aften har han mødt hende for første gang. Indtil nu har han kun skrevet med hende. Han er virkelig lykkelig og forelsket. De har gået rundt i Dunblane hele aftenen og kender nu hver en bænk i byen.

Med en lidt skuffet og negativ indstilling til Portugal kørt vi videre fra bjergsøen. Natten til i dag var ultra kold og vi havde måtte sove med varme på hele natten. Batteriet var tømt og planen var egentlig at finde en billig campingplads.

Solen skinner og det er sommer – ej, det passer ikke. Der er 14 dage til juleaften og vi er på stranden. Hvor syret er det.

Vi bliver kun mødt med venlighed, hjælpsomhed og den skønneste humor. Skottere er ikke nærige (ud over den vindmølle vi så med én vinge) men ekstremt gæstfrie.

Hvor er det imponerende at opleve så mange deltagere starte på én gang. Jeg stod som tilskuer og de blev ved med at vælte forbi. Og Niki fik igen ikke credit for sin 3. plads…

Det gør os så glade at være med i løb. Humøret stiger og feel good følelsen topper. At sceneriet er langs floden i Highlands med de lyngdækkede bjerge i baggrunden giver lidt ekstra kulør i hjernen.

Støddæmperen var ikke gået i stykker – den var ‘bare’ revet ud af gevindet – bare og bare – det krævede en del timer og værktøj, som vi heldigvis kunne låne af campingpladsen.

Vi elsker vores mocca-brygger. En kop stærk varm kaffe – og jeg skal have en lille skvis havremælk i. Det er især en nydelse, efter at vi i en hel uge har måtte nøjes med pulverkaffe rørt ud i koldt vand.

Pludselig gik varmen mig på. Vi holdt ude midt i solen og den gik mig på hjernen. Så fra vi tog beslutningen om at komme videre til vi sad i bilen gik der højst 10 min.

Det er oftest de små ting, oplevelser og mødet med nye mennesker, som gør størst indtryk. Det er oplevelsen, følelsen, latteren, historierne, sammenværet, det skæve – og alle fejlene, man grinende genfortæller 20 år efter.