Julemånedens mange opgaver med indkøb, gaver og bagning er alle blevet proppet ind på 3 dage - så når vi heller ikke at blive træt af det! Juleaften er den 21. - så kan Niki nå at være med.
En dag fyldt med julebagning og juleindkøb.
Jeg skulle ordne parkering. Vi havde fundet en parkeringkælder, hvor vi kunne parkere 8 dage for kun 38 euro – det er omkring 35 kr per dag. Samme pris, som det koster pr dag, hvis vi parkerer på gaden. Men for at få den billige parkering, så skulle vi lave en kontrakt med dem. Efter at have været nede på kontoret i parkeringskælderen et par gange fik jeg af vide, at deres computer var i stykker, så hvis vi ville lave en kontrakt, så skulle vi over på kontoret på den anden side af den gamle by.
Mor gik med på den lille byvandring, hvor vi skulle have et kopi af mit pas, finde det parkeringshus, hvor det andet kontor lå og få lavet kontrakten. Men det var ikke helt ligetil. Vi var kommet afsted i siestaen, så alle printhuse var til frokost eller tog en lille morfar. Så efter mange lange kilometre, et print og sightseeing i den gamle by – kunne vi endelig få lavet kontrakten.
Jeg troede, at det kun var i Bulgarien, at ting på kontorer tog laaang tid – men det tog en milliard år at få lavet kontrakten og skrevet bilens oplysninger ind i computeren.
Da vi endelig var færdige med det officielle, var mor og jeg også segne-færdige.
Vi tog ned på La Pimpi – en lille hyggelig tapasbar, som vi havde fået af vide, vi absolut skulle besøge. Vi ringede efter Bo og ungerne – og endte med at sidde og nyde lidt tapas sammen og se det fantastiske hus fyldt med planter, vægge med smukke og interessante mosaikker, statuer og den hyggeligste stemning.