Jeg føler mig fri

Ja, indrømmet, det var svært for mig at slippe Nicolas og Alexander. Det var en æra, der skulle afsluttes og en ny skulle begynde.

Her kan du læse om mine tanker, i processen om at give slip

Du kender måske følelsen af, at det ukendte kan være lidt skræmmende? Jeg havde i hvert fald svært ved at forestille mig et liv, hvor jeg ikke længere var omsorgsperson og familiens ’overhoved’ – hende, som alle skævede til for at se, om det de havde gang i, var okay. 

Nu skal ungerne selv tage beslutningerne og jeg ved, at når jeg møder dem næste gang, så er de allerede vokset ud af barndommens hylster og ind i ungdommens fleksible og formbare kappe, hvor de vil have fået syet nye spændende mønstre ind i kappen, hver gang jeg ser dem. De vil vokse og ændre sig.

I starten skræmte tanken mig – men nu, allerede efter 2 uger, så tænker jeg på dem med stolthed. Indrømmet, jeg glemmer dem ret tit. Men hver gang jeg tænker på dem, så er det med en vished om, at de klarer den. Jeg har fuldstændig tiltro til, at de tager nogle gode overordnede beslutninger – og alle de dårlige, som de kommer til at tage, dem formår de at sortere fra.

Jeg er her for dem – på sidelinjen. 

Hvem var jeg inden jeg fik ungerne – og hvem har jeg lyst til at være nu og fremover?

Tja, jeg var rejselystne Linda, der elskede at danse og elskede sin frihed. Jeg snakkede løs med alt og alle og var ekstrem ekstrovert. Jeg var sportspige og madnørd.

Og det er også den Linda, som jeg er i gang med at finde frem igen. Hun har hele tiden været der, for jeg har hiket mig gennem Europa mens Bo har løbet. Jeg har rejst og snakket med alle på min vej. Og så har jeg forkælet familien med lækker sund mad hver dag.

Alt det vil jeg gerne fortsætte med – men nu hvor overskuddet er der, så vil jeg gerne krydre det med lange cykelture ud i det blå, dykke ned i lokale specialiteter og blogge om det undervejs. Jeg vil rejse, le og føle mig fri. 

Cand.alt 
Inspirerende Adventure-Susanne på 63

På Langeland mødte vi en meget inspirerende kvinde. Susanne Jars. Hun er 63 år, adventure og har lige roet rundt om hele Danmark i en havkajak. Da vi mødte hende havde hun siddet 33 dage i kajakken og var næsten ved vejs ende nede ved Flensborg, hvor der står en grænsesten, som hun skal hen og klappe. 

Vi lappede hendes spændende historie og energi i os. Bo konkluderede hurtigt, at hun var kravlet ind på sin Top10 over de mest inspirerende mennesker på 60+. Mennesker som han havde mødt, og som han gerne vil bruge som forbilleder til, hvordan han selv vil være, når han bliver 60+. 

Jeg øffede lidt over, at jeg desværre ikke kunne gøre hende og Bo kunsten efter, for jeg har lavt stofskifte og derved ikke energi nok, til deres fysiske udskejelser. Hun kiggede overrasket på mig og sagde, at det da ikke var nogen hindring – hun havde selv lavt stofskifte og så længe det var velmedicineret, så kunne hun alt. Jeg behøvede jo ikke at løbe marathons for at være fysisk aktiv – jeg kunne kaste mig over præcis det, jeg havde lyst til. 

Og der, midt på den stenede strand på Langeland i aftens sidste solstråler blev jeg dybt inspirereret.

Lavt stofskifte og et aktivt liv

Det er rigtigt, at jeg har været ekstremt langt nede i forbindelse med mit stofskifte. Og på en eller anden måde har det fået en styrende plads i min bevidsthed. Men nu er jeg velmedicineret og så længe jeg holder mig fra gluten og mælkeprodukter, så fungerer min krop upåklageligt. Jeg oplever stadig dyk, hvor jeg bliver totalt drænet for energi. Men jeg har taget alt for meget hensyn. Det har været en undskyldning og en sovepude. Et tryghedsbarometer jeg kunne undskylde mig selv med. Men hvorfor ikke bare give gas? Og når energi-dykkene kommer, så tager jeg dem alvorligt, holder hviledagen i hu og nyder, at jeg med god samvittighed kan tage en slapper.

Lige nu starter jeg med cyklen. Det passer fantastisk til mit ønske om at opleve naturen på nært hold. Være en del af duftene, lydene og farverne. Med cyklen kan Bo og jeg opleve sammen. Vi kan både cykle på eventyr og jeg kan cykle sammen med Bo, når han løbetræner.

Cyklen giver en frihedsfølelse der får jubel-brølet til at løsrives langt nede i maven og op gennem halsen. Det får smilet og latteren frem. 

Pist… jeg hvisker, fordi det her er liiidt pinligt og balancen skulle gerne forskubbes over de næste par måneder. Men i går var jeg ude at cykle med Bo. Han løb sgu fra mig, gjorde han. Jeg kunne ikke følge med ham op ad bakkerne, selvom jeg asede og masede. Og det er ikke i orden!

Konkurrencer siger mig ingenting, så jeg bliver aldrig en Bo. Men friheden ved at cykle og fornøjelsen ved at hike i bjergene kan sagtens forenes med, at Bo gerne vil træne og deltage i løb.

Den måde vi normalt planlægger vores rejse på er:

1. Hvor vil vi gerne hen
2. Hvad vil vi gerne opleve
3. Hvilke løb er der i det område

Det betyder, at Bo altid indpasser sine løb efter de steder, hvor vi rejser hen. Et par gange er det sket, at der er et løb, der er så fedt, at vi har planlagt vores rejse efter det. For eksempel nu, i skrivende stund, hvor vi er på Ærø, fordi Bo har et løb i Faaborg og Svanninge Bakker i weekenden. Hvor heldig har man lov til at være!

Det betyder samtidigt, at vi oplever nogle af de mest fantastiske lokale naturperler, som ikke står beskrevet i guidebøgerne. De lokale løb er oftest placeret i g(l)emte historiske steder eller i en natur, som er umådelig smuk og spændende. Det er små afstikkere op ad bjergveje, som vi normalt ikke ville have taget. Jeg er derfor dybt taknemmelig for løbene; naturen, landsbyerne, de lokales historier, menneskene vi kommer tæt på, slottene og vandfaldene.