Nu kan vi ikke komme længere mod vest – vi er til et løb få meter fra den Portugiske grænse. Og vi har besluttet os for at give Portugal endnu en chance – men denne gang fra syd.

Vi har fundet os til rette i et lille gult hus med den smukkest udsigt ud over det græske øhav. Ude i horisonten stikker en lille ø op af havet, Elafonisos. Solen går ned lige bag ved øen og sender klare røde farvetoner ud over byen.

Så fik vi lavet vores gas – og det fejrede vi med en kop velfortjent varm kaffe.

Løbet skulle have været 2,5 km langt, men da Bo varmede op ville han løbe ruten igennem – og efter 8 min stod han ved os igen. Ruten var kun 1,3 km lang – det absolut korteste løb, vi har været med til.

Sherry’ens hjemby, gamle kirker og en bymur – de små gader var hyggelige og kirkerne næsten gotiske. Centrum overraskede os med store butikker, et stort netværk af gågade og masser af mennesker. Vi havde ikke forestillet os så stor en by.

Alex påstår, at det her var den bedste dag, vi har haft – det sker tit, at vi kommer med den påstand, men Valencia på cykel var virkelig fantastisk.

Mmm.. lækkert med mega lækkert. Vilde asparges overalt – jeg har plukket så mange, at vi næppe når igennem dem.

Så ændrer Corona igen vores måde at rejse på. Men denne gang er det heldigvis meget mere afslappet. Restauranter og barer holder lukket, men vi er alligevel meget sjældent ude at spise eller drikke en kop kaffe, så det har ingen betydning for os.

Hvor er det imponerende at opleve så mange deltagere starte på én gang. Jeg stod som tilskuer og de blev ved med at vælte forbi. Og Niki fik igen ikke credit for sin 3. plads…

Jeg har set nogle smukke strande og vild natur på den midterste finger, Mani – på Peloponnese. Men det er ikke til at finde et sted, hvor vi kan stå uforstyrret.