I ugerne op til Corona

Italien – skal skal ikke

Rejseplanen var at køre videre til Sicilien. Vi fulgte nyhederne tæt. Vi havde presset bilen og os selv for at nå hele veje fra Portugal til Barcelona, hvor vi ville sejle til Rom og så køre ned langs kysten.

Corona lå hele tiden i baggrunden og rumsterede i Norditalien. Det var vildt. Hele regioner blev lukket ned. Men heldigvis havde de det under kontrol, og virussen havde ikke spredt sig til det sydlige Italien. Endnu!

Tidsmæssigt er vi stadig i slutningen af februar, hvor udviklingen stadig er uvist og hvor vi endnu ikke ved, hvor slemt det kommer til at være i enkelte regioner.

Conrads på Mon La Bassa

Vi besøgte Familien Conrads på Mon La Bassa – for dig, der ikke har mødt famillien i mine tidligere skriverier, er Conrads en fantastisk familie på 5, der for et par år siden besluttede sig for at flytte fra København og ud i en 11m lang veteranbus. Jeg sætter lige et par etiketter på Conrads, så du får en ide om deres værdier: De hjemmeunderviser deres dejlige vidensbegærlige og stadig legende, nysgerrige unger. De bor i en bus under den spanske sol på et frivilligt øko-sted, hvor de tager sig af mishandlede eller efterladte dyr. De er vegetarer og dyrevelfærdsaktivister (jeg tænker, at det er okay at kalde dem aktivister, uden at jeg har spurgt dem – i denne sammenhæng er det ikke politiske aktivister, men en familie, der ikke vil gøre noget for at mishandle dyr.)

Mor Conrad, Cecilie, deler deres rejse og tanker her: www.cecilieconrad.com/da/blog/

Nicolas havde ikke lyst til at rumme så mange mennesker, der ikke var teenagere. Han ville hellere være sammen med sin kæreste, vennerne fra skolen, lave lektier og tjene penge på at tegne portrætter. Derfor blev han for det meste i bilen. Jeg tænker, at livet handler om at respektere hinandens forskelligheder og behov. Så Niki fik lov til at være sig selv.

Hvor Nicolas helst bimede sig væk fra os alle, så kunne Alexander ikke få nok af leg og socialt samvær. Og jeg hyggede mig også maks, selvom jeg havde svært ved at balancere mellem arbejde og det sociale. 

Jeg fejrede min fødselsdag med en super lækker glutenfri gulerodskage fra et vegansk konditori i Barcelona og Conrads sang spansk fødselsdagssang.

Efter et par dage blev Bos sociale gen igen udfordret – han har aldrig kunne være sammen med mange mennesker over en længere periode. Egentlig er han meget introvert, men elsker at være social et par timer, hvorefter han trækker sig tilbage i sin skal igen. Så et par sociale dage hos Conrads var rigeligt til Bo.

Vi kørte videre på eventyr

Corona blev mere og mere seriøst og vi blev nødt til at overveje, om vi ville ind til Barcelona. Vi besluttede os for, at det ville vi gerne. Så trods protester fra vores familie, der fulgte de danske nyheder tæt, så tog vi med metroen ind. 

Alt var normalt. Vi havde allieret os med en flaske sprit og blev enige om en række retningslinjer, hvor vi skulle holde os væk for store forsamlinger – især de kinetiske.

Efter en fantastisk dag i Barcelona kørte vi tilbage til i bjergene og stilheden. Vi er hverken til storbysferie eller til campingpladser. Vi finder ro og nærvær i naturen og stilheden.

Niki rejser til Bulgarien og Skotland

Da vi startede vores rejse, vidste vi at Niki var blevet lidt for gammel. Inden vi tog afsted fra Bulgarien, fik han valget om at blive i skolen eller tage med os ud at rejse. Og han valgte rejsen. Han var 16 og havde indenfor et halvt år ændret sig fra en ung teenager til en selvstændig teenager.

På vores rejse har vi hele tiden skulle balancere mellem familien og hans ønske om at være alene sammen med vennerne, hvor de har siddet online og hygget.

Vi havde over de sidste par måneder mærket, at han mere og mere kravlede ind i sig selv og fravalgte udflugterne sammen med os. Derfor havde vi valgt, at han skulle have lov til at være sammen med vennerne i 14 dage i Bulgarien.

Vi sendte ham afsted fra Barcelona og fik lejet et værelse i Plovdiv. Men allerede under sit ophold krøb Corona-lockdown ind. Fordi han havde opholdt sig i udlandet, så måtte han hverken besøge skolen eller være sammen med sine venner. Og mens han var der lukkede alle skoler ned. 

Flyene blev et efter et aflyst og vi skulle handle hurtigt, hvis vi skulle have ham ud af Bulgarien. Men problemstillingen var stadig, at han ikke havde brug for os, men sine venner og kæresten. Det var allerede planlagt, at han midt i april skulle en måned til Skotland. Og vi var ikke sikre på, at han ville kunne komme afsted på grund af Corona-restriktionerne og begrænsningen i den frie bevægelighed.

Så vi spurgte ham, at hvis han skulle isoleres i en kort periode, hvor ville han så helst være. Hos os i Spanien eller hos kæresten i Skotland. Ja, du har også været teenager og forelsket engang, så du ved præcist lige så godt som jeg, hvad drengen valgte.

Efter afklaring med familien i Skotland og en billet blev Niki fragtet til Skotland, hvor han flyttede ind hos kæresten og havde den dejligste Corona-lockdown. 

Corona bliver mere og mere nærværende og vi aflyser vores tur til Italien

Alexander, Bo og jeg havde en lille uges tid inden vi skulle med færgen til italien den 5. marts. Vi kørte til Vic og og den smukke by Girona.

Udenfor Vic fik vi testet Bos og bilens evner i bjergene, da vi kom ud på en meget lang og ekstrem stejl bjergvej. Da vi skulle ned igen, var det lidt som med rutchebanen på Bakken, hvor man holder vejret lige inden man føler, at man kører ud i intetheden og det frie fald!

Vi var en kort tur over grænsen til Frankrig for at få vores gasflaske byttet.

Der var stadig liv i gaderne i det nordlige Spanien og ingen tog Corona seriøst.

Vi fulgte nyhederne og kunne godt se, at planen om at tage til Sicilien ikke var holdbar. Det var ikke frygten for at få Corona, der holdt os tilbage, det var udsigten til at blive isoleret og måske endda udskældt fordi vi kom udefra. Corona havde endnu ikke spredt sig fra de isolerede områder i det nordlige Italien.

Dagen inden afgang med færgen besluttede vi os for at aflyse turen over Sicilien og blive i Spanien. Mod forventning fik vi refunderet vores billet.

Vi ville tilbage til bjergene bag Malaga, hvor vi havde en lang liste over de steder, vi ikke havde nået at besøge.

Tilbage til bjergene bag Malaga

Vejret var blevet lidt koldere og det regnede. Så vi valgte at tage et langt sejt træk og komme så hurtigt som muligt til bjergene omkring Granada, Anteguera og Malaga.

I regnvejr og sent aften kørte vi forbi Mon La Bassa og Conrads mens vi vinkede fra bilen.

På vejen overnattede vi ved en fantastisk smuk sø og bagefter i en grusgrav.

Vi besøgte Guadix, Europas største huleby, hvor man i 1000 år har boet i grotter, der er hugget ud i de bløde sandstensbjerge.

Vi gik en tur i byen og så de mange skorstene stikke op af klippesiderne og besøgte en grotte.

Herefter kørte vi videre ind til Granada, hvor vi snakkede om, om det var forsvarligt at besøge slottet Alhambra. På grund af Corona var der rigtig mange billetter – og hvis vi bare holdt afstand og undgik grupperne, så kunne vi ikke se nogen hindring.

Vi fandt en plads oppe i bjergene bag Granada og Alhambra. Her overnattede vi. Dagen efter kørte vi ud til nogle varme kilder. Da vi kom herud var alle vejene blokerede. De havde gravet dybe render hen over alle vejene, så man ikke længere kunne køre op til kilderne. Vi parkerede et stykke derfra og faldt i snak med en spansk mand, der selv skulle op og tage et bad.

Da vi kom derop blev vi dybt chokerede. Området havde været et totalt hippie-lejr, hvor vanlifers havde boet fast i flere år. Der var stadig de sølle rester af en lille barak-butik og pizzaria. Nogle fulde og dybt påvirkede hippier forsøgte at holde sig på benene, mens de skældte ud på myndighederne, der var der for at smide alle væk og lukke kilderne helt ned. Røde og hvide plastikbånd var snoet rundt om træerne og viste, at man ikke længere måtte bade i kilderne. En nøgen og meget påvirket mand stod og messede et mantra nede i poolen.

Vi gik hen til den pool, der stadig var åben og tog vores badetøj på. Alexander og jeg nåede at være i vandet i 10-15 min inden myndighederne også lukkede denne pool og smed alle badende ud. 

Bo var så forarget over den ekstreme hippie-kultur og snerpede totalt sammen. Han nægtede at smide tøjet og bade. Alexander havde det også lidt stramt, men det var mest fordi en nøgen kvinde blev ved med at svømme ind foran ham, så han til sidst ikke vidste, hvilken vej han skulle kigge.

Da vi kørte tilbage til parkeringspladsen bag Granada så vi, at Alhambra i mellemtiden havde lukket helt ned.

Sidste dag med fri bevægelighed

Vi sov på parkeringspladsen. Og hvem kunne have vidst, at lørdag den 28. marts var vores sidste dag med fri bevægelighed. 

Lørdagen var rolig. Et par familier havde trods myndighederne valgt at komme op til parken og de sad i små grupper rundt omkring. Men i forhold til at det både var weekend og godt vejr, så var der ikke særlig mange mennesker. Virkeligheden gik op for os og vi fandt ud af, at situationen var mere seriøst end vi først havde antaget. 

Under aftensmaden blev vi banket op af en sikkerhedsvagt, der i grove vendinger smed os væk og begyndte at tage billeder af vores bil og nummerplade.

Vi besluttede os for at isolere os en uge. Vi kørte derfor til lidl for at handle. Det var skræmmende at komme ind i en meget tom butik. Og ja, hylden med toiletpapir og køkkenruller var helt tømt! Der var intet i køledisken og ris, pasta og havregryn var udsolgt. Med lidt besvær og en god portion opfindsomhed fik Alex og jeg handlet ind til en uge og gik på ægte hamster-vis mod kassen med en stor indkøbsvogn med top.

I mørke kørte vi mod de skov-pladser, som vi havde fundet. Men ALT var lukket. Til sidst endte vi på en parkeringsplads i en lille landsby på bjerget Sierra Nevada. Vi havde ingen anelse om, hvor vi var og havde aftenen forinden kørt lidt i blinde.

Næste morgen besluttede vi os for at køre tilbage til et af de isolerede steder, hvor vi allerede havde været og hvor vi vidste, at der var stabilt internet, så vi kunne arbejde. Valget faldt på grusgraven, hvor vi ugeneret kunne parkere, så ingen kunne se os.

150 km senere på en meget tom motorvej ankom vi til vores ’nye hjem’ i grusgraven. Vi havde mødt mange af de helt store campere med seniorer, som normalt bor i Spanien om vinteren – de var alle på vej hjem.

I løbet af søndagen blev situationen mere og mere skærpet. Nyhedsmedierne gik amok. Dødstallet i Madrid og Catalonien steg næsten time for time. Medierne i Danmark var rødglødende og vores familie bekymrede sig om os. Lise, der et par dage forinden var kommet hjem fra en studietur til Malaga, fik stadig nyhederne fra Den Danske Ambassade tilsendt. Hun opfordrede os til enten at komme hjem eller at finde et mere stabilt sted at være.

Yoga-centeret for foden af Sierra Nevada

Vores israelske veninde Ruth var år tilbage flyttet til Malaga, fordi hun gerne ville være tættere på sin søster, der har et yoga-center i bjergene mellem Malaga og Granada. Vi skrev til søsteren for at finde ud af, om vi måtte parkere på deres private grund, så vi var tæt på frisk drikkevand og et sted, hvor politiet ikke kunne smide os væk. Vi var velkomne.

Så selvom vi lige var ankommet til vores grusgrav besluttede vi os for at køre til yoga-centeret. Det mest syrede var, at yoga-centeret lå 100 meter fra den parkeringsplads, som vi havde sovet på natten før. Lige udenfor landsbyen Lanjarón for foden af Sierra Nevada. Så vi kørte de 150 km tilbage til landsbyen og indtog et lille græsareal mellem deres oliventræer.

Jeg tænkte bagefter, at det var med vilje, at universet havde vist os op til landsbyen Lanjarón, hvor Sila havde set vores bil om morgenen og snakket om, om det ikke var de danskere, som hendes søster Ruth kendte.

Hvorfor tog vi ikke Corona alvorligt helt fra starten af

Vi havde ikke været bombaderet af medierne og havde derfor ikke fået samme indsigt i, hvor alvorligt situationen var. 

I camperen lever vi allerede isoleret og holder afstand. Trods situationen var vi meget afslappede og på ingen måde fanatiske. Vi sørgede bare for at passe på os selv og vores medmennesker.

Samtidig tænker jeg, at mediernes dækning af forløbet har skabt mere angst, end det var nødvendigt. Jeg er enig i, at situationen var og til dels stadig er dybt kritisk for kroniske syge, ældre og sygehussystemet, der grundet det lange sygdomsforløb og akutte behov for respiratorer gjorde, at de på ingen måde kunne følge med. 

Men vi er ikke i risikogruppen og jeg tænker ikke, at vi ville være blevet ekstremt syge eller dø. Det vi gik mest op i, var respekt for andre mennesker og visheden om, at vi kunne være syge uden at vide det og derfor kunne smitte syge og svage.

Vi har hele tiden fulgt myndighedernes retningslinjer. Så da de spanske myndigheder sagde isolation, så gik vi i isolation.