Fra Engeland til Skotland

Titanic scenen, hvor DeCaprio tager pigen ned på nederst etage, hvor de danser hele natten til irisk folkemusik – det var den klasse vi havde booket. Vi var bundskrabet, dem de andre ikke må lege med.

Efter at have afleveret Katharina i sit bur gik vi hen for at finde vores kahyt. Den rare vietnamesiske kahytsjomfru-mand nåede at stoppe os inden vi gik videre op ad de bløde tæpper og sendte os med et skævt smil ned gennem bildæk, metaltrapper og lange gange.

Værelset var lidt større end vores bil, uden koøje og med motoren lige på den anden side af væggen. Flere gange kunne vi høre de forskellige motor-klunk-lyde – som ikke er tiltænkt mennesker med nervøse nerver – mens vi spiste vores medbragte aftensmad ved det lille natbord. Sengene var smalle og madrasserne bløde. Jeg sov ikke specielt godt. På plussiden var der en varm bruser og vores kahyt var lige om hjørnet til elevatoren, hvor vi på 30 sekunder blev taget op på 6. etage, med de tykke gulvtæpper og smilende mandlige kahytsjomfruer.

Katharina skulle luftes på en 20 m2 indelukke på dækket. De havde lagt et plastikgulv, så alle hunde troede at de var ‘inde’ og så stod der 2 gigantiske kattebakke med megagrus – som om, at man kunne overtale hundene til at tisse i den…. samtidig var der 4-5 hunde ad gangen, hvilket gjorde, at ingen af hundene havde overskud til at slappe af og tisse. Katharina blev puttet uden at have tisset.

Stille vejr og ingen brækposer blev taget i brug.

Vi havde valgt ruten, for at komme så tæt på Skotland som muligt. Det er en vished om, at vi generelt bevæger os meget langsomt fremad og bliver fristet til at blive alt for mange steder – og vi VILLE nå at komme til Skotland inden efteråret for alvor viser tænder.