Forandringens vinde

Drengene er etablerede. De knus-elsker deres skoler og nye venner. Nicolas har verdens bedste room-mate og en super dejlig kæreste. Skolen giver ham glæde og udfordringer. Når vi taler med ham, så er det livsglæde, der stråler ud af hans stemme og han er altid et stort smil. Alexander, der altid har været lidt introvert, har nu 3 vildt gode venner, som han springer i fjorden med og hænger ud med fra morgen til aften – for ham er efterskolen lig med venner, makerspace og outdoor linjen. 

Kærester på fuld tid <3

I løbet af det her år, mens ungerne bor på skolerne og bestemt ikke har brug for os, vil Bo og jeg gøre et helhjertet forsøg på at indhente 17 års kærestetid – heldigvis har vi gennem alle årene dyrket vores kæresteri, så der er ikke lang vej fra at være forældre til at blive kærester igen. Jeg husker første sommer, hvor vi sendte drengene alene til Danmark. Bo og jeg havde planlagt 2 uger på Zakynthos, en græsk ø i det Ioniske hav mellem Sydgrækenland og Syditalien. Efter et par dage, hvor vi havde snakket færdig om ungerne, kiggede jeg Bo dybt ind i øjnene og sagde: ”Det er jeg ked af, men jeg har ikke mere at sige til dig”. Vi gik et par dage i en lidt akavet stilhed. Derefter begyndte vi så småt at snakke om de ting, der fyldte os inden vi blev forældre – og efter en uge havde vi fundet hinanden igen. Vi har ofte fortalt drengene, at det var den ferie, der gjorde, at vi ikke længere bare var forældre, men at de var så heldige, at have nogle forældre, der også var kærester.

I løbet af det her år vil jeg også stille og roligt finde ind til den Linda, som ikke er mor. Det var lidt af en kold tyrker vi fik, da begge unger flyttede indenfor en uge. Men nu nyder vi vores frihed lige så meget, som ungerne nyder deres frihed.

Et eventyr er ved at være slut – så er der plads til, at et nyt kan begynde

Vores eventyr startede for 13 år siden, da ungerne var helt små. Som du sikkert ved, flyttede vi til Bulgarien, som nok er det land i Europa, der kulturelt ligger længst væk fra Danmark. Vi har elsket hvert et øjeblik. Vores liv har været fyldt med rejser og natur. Vi har boet med de lokale dybt inde i bjergene, sovet i telt i skovene, vandret over bjergtoppe, sovet i de beskedne bjerghytter og spist bønnesuppe sammen med de andre vandrere. De snefulde vintre har været fyldt med skiferier og de varme somre har været fyldt med ture til det Græske øhav og Tyrkiet. Vi har ikke ligget på den lade side. Hver eneste gang, der var en fridag, så har vi været afsted.

Livet har været fyldt med spænding, rejser og latter – og samtidig har vi formået at lave en fast base til drengene. Vi har haft et godt hus i en lille landsby for foden af bjergene og med udsigt ud over storbyen Plovdiv. Til hverdag har de sovet i deres egne varme senge, gået i skole og haft deres venner. Denne stabilitet har været sund for dem.

Snip, Snap, Snude, så er den historie ude
Tip, Tap, Tønde så kan en ny begynde

Med forandringens vinde blæsende over os bliver vores liv vendt lidt på hovedet. Besøget hernede er med henblik på at afslutte en del af de ting, som vi har haft kørende. Der skal ryddes op, ordnes papirer og sælges ud. Den sidste årstid har vi lejet huset ud, hvilket viste sig at være en katastrofe for os. Vi har fundet ud af, at vi hellere vil have vores frihed end at agere viseværter. Så nu i skrivende stund sidder jeg i sofaen og kigger rundt i vores hus, som vi har sat i stand med henblik på salg. 

Dem der har boet har ikke passet særlig godt på huset. Samtidig har der været en fejl i rørsystemet, som ingen håndværkere kunne finde ud af at rette. De første uger her i Bulgarien har derfor været præget af hårdt fysisk arbejde med renovering, rengøring og havearbejde. Og nu spiller huset maks – der skulle bare 2 sæt friske danske øjne på vandsystemet, så fik vi det fikset i fællesskab med et VVS firma, der ikke gav op, selvom det så lidt uoverskueligt ud.

Og så er det slut med at bruge lup – jeg har bøjet mig for den skide vind, der kommer med forandringer. Jeg har altid haft det mest fantastiske syn. Men her i løbet af de sidste par år har jeg mugget lidt over, at ingredienslister bliver mindre og mindre – og hvorfor man laver ingredienslister på farvet baggrund, enhver ved da, at sort skrift på hvid baggrund er optimalt 😉 Tjoow, måske er forandringer ikke altid, det man ønsker.

Sidste uge var ungerne her og ud over en del fremvisninger, hvor vi skulle gøre rent og holde orden, så fik vi hygget. Det er virkelig super dejligt at være sammen med drengene, som nu pludselig er blevet til unge mænd, der selv husker sine aftaler og kører ind til Plovdiv for at ordne de forskellige ting.  

Lige nu er vi i gang med dokument-helvedet. Vi har skubbet det lidt foran os. Der er en milliard dokumenter og offentlige kontorer, som vi skal besøge, fordi vi ikke har været her over et år samt at vi ønsker at sælge huset. Samtidig har vi fået følelsen af, at vi skal skynde os lidt med at komme ud af landet. Vi vil vildt gerne overvintre i Sydgrækenland, men vi er bange for, at de på grund af coronaen lukker grænserne mellem Bulgarien og Grækenland. Så vi har speedet processen op. De kontorer vi har tænkt os at besøge i løbet af de næste par uger, skal vi have overstået på 4 dage. Så vi er lidt klemt på tid.

Det viser sig, at universet er med os

Ved bilforsikringen er der ansat en person, der taler engelsk og så har de indført, at man nu kan betale online, så man ikke skal møde personligt op på kontoret – hverken for at forny ansvar eller kasko.

I banken, hvor jeg skulle lave ungernes blå sygesikringsbeviser, var de smilende og imødekomne – hvilket de aldrig er. Jeg forklarede, at fordi corona-tallene var stigende, så var vi presset på tid. Og pludselig kunne jeg både få dem til at printe og få en god veninde til at hente dokumenterne om et par uger og sende til Danmark.

Skattepapirerne på huset tager normalt et par dage om at blive lavet – men allerede efter en lille time på kontoret, så stod vi med dokumentet i hånden. Igen hjalp onkel-corona os med at bidrage med en lille historie om lukkede grænser og at tiden er knap.

Med hensyn til hussalget kunne vi godt se, at vi ikke kunne nå at finde en køber. Vi kontaktede derfor Henrik og hans bulgarske kone Irena fra Varna ude ved Sortehavet. Det viser sig, at de er specialister i hussalg og dokumenter. Det er så fantastisk at kunne betale sig fra det stress, som hussalget og alle de offentlige kontorer og banker giver – og samtidig skal man huske, at alt skal gøres i en helt korrekt rækkefølge. Og den rækkefølge giver ikke helt sig selv her i det bureaukratiske land, hvor rækkefølger er en gråzone som samtidig ændrer sig konstant. Skal du som dansker bruge hjælp til at lægge arm med det bulgarske system, så vil jeg anbefale at få Irena og Henrik med på sidelinje – du kan finde dem inde på facebookgruppen ´Danskere i Bulgarien`.

Vores mekaniker blev virkelig overvældende glad for at se os igen og han har lavet hul i kalenderen, så vores dejlige bil kan få den helt store tur med skruenøglen. Alle de ting, der skulle laves på den, har vi skubbet foran os op og ned gennem Europa, hvor vi flere gange har kysset instrumentbrættet og kærligt aet bilen for at få den til at holde hele vejen til Plovdiv. I morgen afleverer jeg bilen og så bliver de sidste ting ordnet.

BUM ! Det ser ud til, at vi allerede kan køre til Sofia torsdag eftermiddag og spise sammen med Bos super kollega Z og hans kæreste Azia.

På fredag kan vi få lavet en coronatest i Sandanski. Det koster 15 euro pr person og så skal man kun vente en time på resultatet. Planen er, at vi sover i Grækenland fredag aften. Puha, det kræver, at universet bliver ved med at tilsmile os. 

Livet er forunderligt og foranderligt.