Vi er løbet tør for gas og har i den sidste uges tid brugt vores ekstra brænder og de små engangsflasker – men det er ikke holdbart i lænden. Så Alex fik den fantastiske ide, at køre til Frankrig og bytte vores flaske.

Vi skal videre. Bo er ved at brænde sammen og har brug for at isolere sig og komme ud at deltage i et løb igen.

I år er December virkelig kommet som en overraskelse. De pynter ikke så meget op til jul og 20+ grader leder mere tankerne over på forår end på jul.

Nu kan vi ikke komme længere mod vest – vi er til et løb få meter fra den Portugiske grænse. Og vi har besluttet os for at give Portugal endnu en chance – men denne gang fra syd.

Det kan godt være, at Van Gogh i raseri skar sit øre af, men han fik også næsten vores fødder til at falde af. 4 etager med billeder, billeder og atter billeder.

Bo faldt på klipperne og har nu dybe hudafskrabninger i begge håndflader og et trykket ribben. Han nåede at blive så træt i benene, at han ikke længere kunne koncentrere sig om at løfte dem højt nok hen over klipperne.

Det blæste voldsomt. En dag på halvøen Black Isle, hvor vi ‘tidligt morgen’ / ‘for nogen stadig nat’ måtte køre fra vores plads på toppen af en skrænt og ned i skoven på en parkeringsplads med mountainbike-tracks.

Der kom hele tiden et par vandrere forbi ude på vejen over San Sebastian. Det viste sig, at vi havde sovet lige på Caminoen. Vi snakkede med et ungt fransk par, der skulle gå i 4 uger og var startet på den franske del.

La Linea de la Conception er en hyggelig lille hvidkalket landsby på grænsen til Gibraltar. Vi løb lige ved siden af grænsen og landingsbanen og ud langs stranden.

Ahh, hvor er det skønt, at være tilbage i Peniscola. Ro, en smuk udsigt og internet, der fungerer.