Bo startede dagen med at løbe en dejlig lang tur ud i bjergene. Ungerne og jeg sov til kl. 10.30! Efter frokost mødte vi Holly og hendes mor.

Det er oftest de små ting, oplevelser og mødet med nye mennesker, som gør størst indtryk. Det er oplevelsen, følelsen, latteren, historierne, sammenværet, det skæve – og alle fejlene, man grinende genfortæller 20 år efter.

Total familiehygge i Givskud. Momse havde inviteret os alle. Jean, Mette, Vilmer og Smilla og Mettes forældre Jytte og Jørgen, os 4, far og Lise samt hende selv – så 13 i alt.

Vi havde ellers besluttet os for, at vi ville ind til Cordoba igen og besøge Mezquita-Katedralen – og jeg havde glædet mig. Men da arbejdsdagen var omme, var vi blevet lidt lunkne og gad ikke rigtigt.

På den sydøstlige del af Peleponesse er der en lille ø, som består af et 100m højt plateau. På den ene side af øen er der kun akkurat plads til en lille sti – på den anden side løber en smal vej langs klipperne. Skumsprøjt piskede mod os, mens vi gik langs vejen.

Stadig i Onil. Solen bager ned fra en skyfri himmel og selvom vi er 700m oppe, så er her dejligt varmt.

I vores nye livsstil, så oplever vi næsten noget nyt hver eneste dag og får det bedste ud af øjeblikkene. Men nu hvor jeg tænker tilbage på denne lørdag, så husker jeg hverken steder eller mennesker, som vi har snakket med.

Vi havde parkeret på en plads med udsigt til Marocco. Havnebyerne var så tæt på, at vi kunne se vinduerne i højhusene og kranerne i havnen.

Jeg husker ikke så meget. Jeg var blevet syg med influenza krydret med menstruation – så træthed, hovedpine, mavepine og generelt super dårligt humør.