Vi havde besluttet os for, at holde stop i byen Eger i det nord-østlige Ungarn – der er ikke så mange dage, til løbet i Polen begynder og vi bevæger os ikke så hurtigt gennem landsskabet.
Eger var en mega god overraskelse. En virkelig hyggelig og stille bymidte fyldt med atmosfære, smukke huse og et stort torv med resterne fra en middelalderborg i baggrunden. Eger er et af de største vinområder i Ungarn, så efter at have kørt igennem majs- og solskikkemarker i 2 dage, var det en fornøjelse for øjet at se de snorlige rækker med grønne frodige vinranker og det bølgede landskab.
Vi ville egentlig have wild-campet lidt uden for byen, men internettet blev hurtigt meget langsomt. Så vi endte med at slå lejr lige ved siden af en større vej-sammenfletning. Med ørepropper er alt stille og vi sover lige så fantastisk, som i en skov. Problemet er toilet-forholdende. Det er svært at gemme sig bag en busk, når der er enten huse, biler eller fodgængere til alle sider.
Bo blev lidt sur over, at jeg kunne finde på at gemme mig bag bilen for at tisse. Jeg havde kontrolleret, at ingen kunne se mig og at der ikke var nogle fodgængere. Alligevel stressede det ham. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det er socialt accepteret, at mænd stiller sig op ved et træ og tisser – mens en kvinde ikke må sætte sig bag en bil, hvor ingen kan se hvad hun laver.