Det korteste løb vi nogensiden har været med til

Løbet skulle have været 2,5 km langt, men da Bo varmede op ville han løbe ruten igennem – og efter 8 min stod han ved os igen. Ruten var kun 1,3 km lang – det absolut korteste løb, vi har været med til.

Natten ved de 100 pipes var hundekold – da solen gik ned, var der kun 3 grader. Vi var 600m højde og her kan man godt mærke, at det er i slutningen af december.

Det viste sig, at vi havde parkeret på nordsiden af bjerget og solen, der hænger meget lavt på denne årstid kunne ikke kravle op ad bjergets sider. Så skyggen og kulden slap os ikke. Det var langt over middag inden vi kunne se, at solen begyndte at krybe ind på den nederste del af parkeringspladsen.

Det var meningen, at vi ville bruge dette fantastiske sted som vores base, mens vi var heroppe til de forskellige løb – men vi opgav. Vi havde fortalt hollænderen, at vi ville være der weekenden over, og at hun var velkommen til at komme forbi. Men uden sol kan vi ikke oplade vores laptops og dermed heller ikke arbejde og lave lektier. Så vi skrev til hende og aflyste.

Det korteste løb i verden

Vi kørte hen til den lille landsby, hvor det første løb skulle afholdes. Der var et område specielt dedikeret til campere.

I god tid kørte vi op til centrum. Bo er vant til at vi skal hente numre og se området an, inden alle de andre deltagere står i lange køer, for at få deres numre. De var først igang med at sætte teltet op.

Som en del af Bos opvarmning ville han løbe ruten – det viste sig, at istedet for 2,5 km, så var den kun 1,3 km lang. Vi vurderede at med alle de sving, snævre gader og bakker, så ville det tage Bo 6 min at løbe.

Lidt efter lidt dukkede den ene udklædte løber op efter den anden, bedstemødre og børn – det gik op for os, at det bare var et lille lokalt hyggeløb. Og de startede heller ikke til tiden – små nissemænd og nissepiger stod i kø, for at deltage og få et nummer.

Normalt står Bo i første række ved alle løb – og dette var ingen undtagelse – men her skulle han kæmpe om første række med alle ungerne, der spændt stod ved målstregen.

Da løbet endelig blev skudt igang spurtede de små unger afsted. De var som små raketter – og de fleste af dem mistede farten efter 500-600 meter og jeg begyndte at overhale dem.

Bo blev nummer 2 og vandt en kæmpe pokal, som vi på ingen måde har plads til i camperen. På 3. pladsen var en dreng på Alex’ alder.

Alex kom i mål efter 9 minutter og jeg luntede ind på 12 min. For Bo havde det været ét langt spurt. Og jeg havde også løbet så hurtigt, som jeg nu engang kan løbe og var ved at gå kold op ad bakke…