Selvom det er mega hyggeligt her hos Conrad på Mon La Bassa, så trænger vi også til noget Dudek-tid. Vi kører mod Valencia igen, hvor vi skal til et løb oppe i bjergene.

Den måde vi rejser på kræver internet. Ungerne skal i skole, på Bo skal på arbejde – både for at tjene penge, men også fordi han har aftaler, der skal overholdes. Så er der ingen internet, så kan vi desværre ikke blive. Lige meget hvor smukt det er!

Ruth er en meget interessant 70-årig kunstner fra Kibutz, Israel. Vi lærte hende at kende i Plovdiv, hvor hun i en kort periode var ‘næsten-naboer’ med os. Hun flyttede til Malaga for et par år siden. Og det pudsige var, at den lejlighed, vi havde fundet, tilfældigvis lå 2 gader fra hendes lejlighed.

Tja, Niki var helst blevet i Skotland. Men jeg synes nu, at det er rigtig dejligt at være samlet igen. De havde givet ham den mest fantastiske og mindesværdige jul og nytårsaften.

Vikingeløbet var næsten en duatlon med svømmefødder – det regnede så meget, så vi skulle løbe med dykkerbriller og vinduesviskere. Far og Lise trodsede regnen og kom og hilste på. Og Bo og Niki vandt deres grupper.

Et varmt bad en gave, der går helt ind og giver et mentalt velbehag som ikke kan beskrives. Det er en essentiel nydelse, at lade det varme vand flyde ned over hovedet.

Børnene er flyttet og pludselig har jeg oceaner af tid til rådighed. Det skal udfyldes med et aktivt liv med cyklen, oplevelser og latter

Uendelig varme – kroppen lukker totalt ned og bliver mat. Lysten til at lave noget som helst damper væk sammen med sveden. Lige nu længes vi efter regn – husk det, når vi sidder i Skotland og længes efter sol 😉

Så fik vi lavet vores gas – og det fejrede vi med en kop velfortjent varm kaffe.

Bo havde fundet ud af, at efter kl. 19 ville regnen stoppe – så vi tog vores regnjakker på og gik ned efter fredagsslik. Æv, vejrguden har ikke læst vejrudsigten – eller også har han drukket for meget vin til fredagsmiddagen…