De små ting og oplevelser gør størst indtryk

Det er oftest de små ting, oplevelser og mødet med nye mennesker, som gør størst indtryk. Det er oplevelsen, følelsen, latteren, historierne, sammenværet, det skæve – og alle fejlene, man grinende genfortæller 20 år efter.

Det var ikke den smukke solnedgang eller panoramaudsigten, der står skarpest i min erindring. Det er følelsen, latteren og de mennesker jeg møder.

Vi tager ikke mange billeder

Vi får ikke taget ret mange billeder. Jeg har fundet ud af, at når jeg oplever noget ekstraordinært, så vil jeg hellere lagre følelsen, øjeblikket og nyde det – fremfor at hive min telefon frem og flytte fokusset fra det fantastiske øjeblik over til min telefon.

Samtidig er det meget federe at fortælle om de ting, som har betydet noget. Når vi forsøger at genfortælle, hvad vi har oplevet, så er det følelsen vi videregiver – og ikke bare en række 2D billeder, som tilhøreren anerkendende (og hurtigt) bladrer igennem.

Spændende mennesker

Det er ikke det at se nye lande, der ligger højest på min liste over ting, jeg vil opleve – selvfølgelig der det fedt at se forskellige måder at bo på og landets fantastiske naturfænomener. Men det er menneskene og de skæbner vi møder, som virkelig betyder noget.

En af de unge fyre vi snakkede med ved bjergsøen i Slovakiet var blevet smidt ud af huset af sin mor fordi hans kæreste er en ung mand. Hendes religion var stærkere end hendes moderlige instinkter – det har rystet mig dybt at opleve det i en moderne europæisk kultur.

Jeg vågner naturligt ved 8-tiden – Bo vågner mellem kl. 6 og 7. Han laver en kop kaffe og sætter sig til at arbejde.

Vi har udvalgt den bedste plads på campingpladsen med floden lige ved siden af os og udsigten til bjerget bag os. Et hollandsk par med 2 teenage-fyre har slået deres vildt fede telt op ved siden af os. Teltet er med oppustelige ’teltstænger’ og lavet i rigtig teltdug ligesom spejdertelte. De her 2 fantastiske mennesker bor på en båd på en af de milliarder kanaler, som skærer gennem Holland – og så bygger de træbåde og restaurerer antikke både. Deres båd er fra omkring 1900 og har i de første mange år fragtet gods fra Holland til Danmark. Min farfar var skibsbygger og tegner på Esbjerg Havn – så mon ikke han har haft deres båd liggende ved kajen.

Det er skønt at møde nye mennesker – energien er høj, rejseoplevelser og gode råd bliver delt og latteren klinger over bordet.

De polske bjerge

Vi er kørt videre til Polen.

Fra Ungarn, over Slovakiet og nu til Polen har husene og landskabet ikke ændret sig betydeligt og grænserne er åbne.

Sammenlignet med Bulgarien er her nydeligt og husene, bilerne og beklædningen tyder på, at levestandarden er noget højere end det vi er vant til.

Vi har kørt igennem et smukt, smukt landskab – lidt som et eventyrland. Bjerge, floder, enge, gamle huse og utallige kirker. Vi befinder os i bjergene. Små runde hyggelige bjerge.

Og ungdommens ukuelighed sejrer

Bo har hentet sit startnummer til løbet i morgen og vi har fundet ud af, at han skal have et elastiskbind med ud på ruten. Apoteket havde allerede udsolgt, så vi måtte ned af bjerget igen og hen til næste landsby.

På vej ned tog vi en ung pige med, som er rejst fra Malta for at være med i løbet. Der er ingen bjerge på Malta, så hun har selvfølgelig meldt sig til 84 km med over 3000 højdemeter – lidt lige som Pippi:
”Det har jeg aldrig prøvet før,
så det kan jeg sikkert godt”.

Hun har booket hotel 16 km væk fra startområdet og det tog hende 2 timer at gå/løbe fra hotellet op for at hente hendes startnummer. 84 km skulle starte kl 4 i morges og hun havde ikke helt styr på, hvordan hun kom frem til start midt på natten. Den fyr hun havde en aftale med svarede ikke tilbage. Og hun havde heller ikke styr på de obligatoriske ting, som hun skulle have med, såsom elastikbindet, et ’tæppe’ til at holde kropstemperaturen, hvis man bliver skadet og skal vente på hjælp, kop mm.

Hun sad afslappet og grinende bag i bilen, med en attitude af, at det nok skulle gå det hele – ikke på en dum og naiv måde, men med ungdommens vished om, at intet kan slå mig ud.

En af organisatorerne heroppe tilbød hende at sove oppe ved startområdet sammen med hjælperne.

Vi besluttede os derfor for at køre hende til hende hotellet, hente hendes ting og tage hende med tilbage til startområdet.

Mens hun var på hotellet vendte hendes køre-lift tilbage. Alt var fjong og vi kørte alene tilbage.

Hun mindede mig om mig selv, da jeg var i starten af 20’erne. Jeg bestilte også bare en billet og tænkte, at det nok skulle gå alt sammen – jeg har aldrig tænkt på alle de ting, der kunne gå galt. Kun på alle de fede oplevelser, som jeg skulle have. Fuck, jeg beundrer mine forældre for at have haft nerver til at være på sidelinjen og lade mig sejre og fejle.

Der er kun én gang, hvor min mor har blandet sig og sagt, at hvis jeg ikke selv bestilte en billet hjem, så ville hun personligt komme og hente mig – det var dengang jeg arbejde som Account Manager for 4cast i London.

Min mors bekymring gik ikke på, hvor farligt det var at bo midt i London, men på at min stemme havde mistet latteren og jeg ikke selv kunne se, hvor meget jeg mistrivedes.

Vores første reparation

Bo har fundet ud af, at det lille hjul, der sørger for, at den store dør kan glide til siden er slidt fuldstændigt ned og nu falder det sidste gummi af – ligesom resterne af gummi fra lastbiler, der ligger revet op ude på motorvejen.

Vi kan derfor ikke bruge den store skydedør og må kravle ind og ud af fordøren.

Vi må se, om der ikke er en forhandler i Krakow, der har et lille hjul på lager – ellers bestiller vi et online og monterer det, når vi kommer til Danmark.