Corona-ophold på Anemomilos Camping

Så ændrer Corona igen vores måde at rejse på. Men denne gang er det heldigvis meget mere afslappet. Restauranter og barer holder lukket, men vi er alligevel meget sjældent ude at spise eller drikke en kop kaffe, så det har ingen betydning for os.

Vi må stadig bevæge os rundt, hvis det har et formål – de 2 formål, der er relevante for os er indkøb og motion. Og det må vi til gengæld gøre så tit og så længe vi ønsker det. 

Vi har valgt at køre ind på en lille campingplads, Anemomilos ved landsbyen Finikounda på Peloponesse. Her er en smuk strand, skygge under træerne, varmt bad, vand og strøm.

Vi er lige midt i olivenhøsten. Kostas har givet os en flaske af hans allerførste pres – jeg er virkelig glad. Det er ufiltreret og helt grønt.

Far er blevet opereret

Far er blevet opereret – men opvågningen er ikke gået helt som planlagt. Han er urolig og har fået lungebetændelse. Så de holder ham i respirator.

På grund af Corona, så må jeg ikke være hos ham, så vi har valgt, at vi bliver her indtil, jeg må være sammen med ham igen. Hellere sidde og være ked af det her i solskin og strand end i regnfulde Danmark.

Fredag den 6.  november

Corona sniger sig ind på os. Ministeren har fortalt, at landet lukker ned lørdag. Med sidste nedlukning og møde med politiet i Spanien siddende i os, så har vi ikke lyst til at blive fanget et sted, der ikke er optimalt. 

Vi vælger at køre ned og tale med politiet for at sikre os, at vi ikke gør noget forkert. Han fortæller meget klart, at hvis der sker en fuld nedlukning, så må vi ikke wildcampe og vi må ikke på noget tidspunkt forlade bilen.

Der er ikke rigtig nogen, der helt ved, hvordan nedlukningen bliver. Hvis man må få lov til at køre rundt indenfor regionerne, så vil vi allerhelst være nede i den sydlige del af Peloponnes.

Vi vælger at køre sydpå – det er alligevel den vej, vi har planlagt, og nu kommer vi der endnu tidligere end forventet.

Vi rejser med vores venner Joren og Emma fra Holland. De har fundet en campingplads og alternativt et hus, som vi kan dele.

Vi overnatter 1,5 time fra det sted, vi er på vej hen.

Lørdag den 7. november

Vi ankommer hos Kostas på campingpladsen Anemomilos ved landsbyen Finikounda. Her er virkelig hyggeligt. Og der er egen strand. Indenfor campingpladsens område må vi få lov til at bevæge os frit rundt og vi må bade alt det vi overhovedet orker. 

Vi er i november måned, så det er ikke en selvfølge, at solen vil skinne hele tiden og her er der strøm, varmt bad og hyggelige naboer. Alt er fjong.

Emma og Joren er dog ikke til campinglivet og vælger at indlogere sig i de smukke stenvillaer med egen pool. Der er 3 andre hollandske familier – 2 af dem med små børn – så vi har ikke lyst til at blive en del af deres lejr. 

Vi tager ud at spise gyros inden de lukker helt ned for restauranterne.

Søndag den 8. november

Reglerne er slet ikke så stramme – vi hygger og nyder den smukke plads med strand, træer og hyggelige mennesker. Bo tager ud at løbe en lang tur og vi finder ud af, at vi sagtens kan smutte ned for at handle.

Mandag den 9. november

Vi arbejder, hygger, handler og dyrker sport

Tirsdag den 10. november

Vi arbejder, hygger, handler og dyrker sport

Onsdag den 11. november

Far bliver opereret. Det er nervepirrende. Operationen tog 8 timer og det gik ikke helt problemfrit. Han ligger til opvågning.

Torsdag den 12. november

Far er stadig på intensiv og i respirator. Han kan ikke forenes med respiratoren og lægges til at sove. Han har også fået en lungebetændelse oveni. Han bevæger ikke venstre arm.

Fredag den 13. november

Vi arbejder, handler, dyrker sport og venter på updates fra intensiv. Jeg forsøger at slappe af, selvom situationen med far hele tiden fylder indeni mig.

Lørdag den 14. november

Fuck, fuck, fuck – hvad har jeg indvilliget i? Jeg skal cykle ved siden af Bo mens han løber – hvor svært lyder det lige? Der er én bakke med en stigning over 2 km. Men hvilken stigning! Det endte med at Bo løb og skubbede mig op ad bjerget. Det må have været et syn for guderne. Masser af latter og en god cykeltur.

Og så har han endda overskud til at tage et billed af mit nederlag 😉

Søndag den 15. november

Vi cykler ind til Methoni for at forsøge at finde et sted vi enten kan få vores gasflaske fyldt eller byttet. Det er en cykeltur på 20 km med 3 mindre bakker. 

Vi ender med at snakke med Kostas far. Vi fortæller ham, at vi bor på campingpladsen Anemomilos ved landsbyen Finikounda – og så siger han stolt ’Kostas son – me father’. Hvor lille er verden lige. 

Men ingen gas – så vi ender med at skulle bruge de små engangsgasflasker. Verden går ikke under af den grund, men jeg vil helst undgå at bruge engangsflaskerne.