Der kom hele tiden et par vandrere forbi ude på vejen over San Sebastian. Det viste sig, at vi havde sovet lige på Caminoen. Vi snakkede med et ungt fransk par, der skulle gå i 4 uger og var startet på den franske del.

Så ændrer Corona igen vores måde at rejse på. Men denne gang er det heldigvis meget mere afslappet. Restauranter og barer holder lukket, men vi er alligevel meget sjældent ude at spise eller drikke en kop kaffe, så det har ingen betydning for os.

Niki blev sendt afsted til Bulgarien. Han trænger til at være sammen med sine venner, grine og hygge sig. Og så er der kun en ting at gøre, at sende ham med et fly.

En af de bedste ting ved vores nye livsstil er de stille rolige dejlige smukke morgener, hvor der er tid til langsomt at vågne.

Jeg har fødselsdag på torsdag og vil gerne fejre den sammen med vores nye venner i Mon La Bassa uden for Barcelona. Så vi presser den lidt og kører videre.

Med den hastighed vi rejser med, så skal vi nok bruge 10-20 år inden vi når rundt om Europa. Jeps, vi nåede kun lige akkurat til Arad. Og med det fantastiske værktøj ’Facebook Lokal’, fandt Bo ud af, at der var et løb i skoven udenfor byen. Og mens vi sad og fik frokost, blev en ny plan lavet.

Turen ud langs kysten var meget smuk – til venstre en stejl klippevæg og til højre en ligeså stejl klippevæg ned mod havet. Kaktusser voksede op langs klipperne. Solen skinnede og himlen og vandet gik næste ud i et.

Det er første gang, at vi har karantæne i camperen. De andre gange har det været i en lejlighed, hvor vi hurtigt har følt os indelukket. Men i camperen har vi stadig haft følelsen af frihed.

Vi var heldige at kunne få byttet vores flaske. Det er ikke muligt at få fyldt vores gasflaske op, da alle adaptorne på gasflaskerne er forskellige fra de europæiske – som alt andet i det her land.

Ahh, hvor er det skønt, at være tilbage i Peniscola. Ro, en smuk udsigt og internet, der fungerer.