Mormor og jeg trængte til at komme væk fra byen. Der er ingen af os, der er storbysmennesker. Vi kørte ud langs kysten og fandt en lille strand. Solen skinner, her er 24 grader og der er palmer og små restauranter, der griller frisk fisk på stranden.

Det viser sig, at familien Conrad er mestre i bordfodbold – og ungerne elsker at spille det. Jeg skrev til ungdomshuset og vi blev inviteret til at spille sammen med de unge mennesker. Det var mega fedt!

Hvor er det dejligt, at vi alle søger forskellige ting – tænk, hvis alle ønskede at bo i naturen omgivet af ro og kvidrende fugle, så ville her være overrendt.

Niki er sammen med Holly og vi er i stirling i venteposition til mekanikeren mandag morgen.

Den måde vi rejser på kræver internet. Ungerne skal i skole, på Bo skal på arbejde – både for at tjene penge, men også fordi han har aftaler, der skal overholdes. Så er der ingen internet, så kan vi desværre ikke blive. Lige meget hvor smukt det er!

Vores naboer Silke og Dieter fra Nordtyskland elsker Danmark og det er der, de kører til om sommeren – i vinterperioden er de her i Sydspanien.

Karneval, kunstbutikker og små hyggelige gader i det gotiske kvarter var med til at gøre turen ind til Barcelona helt speciel.

Da vi tilmeldte os løbet var Alex okay med, at han ikke skulle løbe 12 km trail – ruten var lidt for lang for ham. Men da far og Niki begyndte at klæde om og gøre sig klar, blev Alex mere og mere mut.

Jeg har skrevet det før. De lykkeligste øjeblikke ligger ikke i de store fantastiske oplevelser, men i det øjeblik, hvor alt er roligt og der er tid til at mærke livet og tage det ind.

Det sted vi har fundet her ved kysten er helt fantastisk – her er virkelig smukt. Solen titter frem en gang imellem og bølgerne bruser nedenfor skrænten. Vi er kommet os over gårsdagens negative stemning.