Stadig i Onil. Solen bager ned fra en skyfri himmel og selvom vi er 700m oppe, så er her dejligt varmt.
Bo, Alex og jeg gik ned i landsbyen for at drikke en kop kaffe ved en fortovscafe og hyggede med at kigge på pensionisterne, der samles og sad og vendte verdenssituationen over en drink eller glas rødvin.
Da vi kom tilbage til bilen gik vi op til labyrinten – de andre labyrinter vi har besøgt var med lave træer, så man kunne se vejen – men denne var mega sjov. Væggene var så høje, at man ikke kunne kigge ind over dem og der var blevet sat trådhegn op mellem, så man på ingen måde kunne snyde. Den var pænt svær, så løb grinende rundt og endte hele tiden i en blind eller løb i ring. Alex fandt først ind til midten. Det var herre sjovt.
Bagefter kørte vi videre til den by, hvor vi skal løbe i morgen. Caravaca de la Cruz ligger i nogle helt fantastiske bjergformationer. I stedet for en bjergkæde, der løber over en længere strækning, så er det bjergtoppe, der stikker op som bumser, der er lige til at poppe. Et meget imponerende landskab.
Jeg begyndte desværre at blive lidt mat i betrækket – så da vi havde parkeret nede ved floden og gik op i landsbyen var jeg noget sløv og følte mig lidt syg.
Vi gik igennem et fattigt latinerkvarter, der minder om billeder jeg har set fra fattige bydele sydamerika. Så det er bestemt ikke hele spanien, der er lige rig.
Lige meget hvilken by vi har været i, så har de sat lys i deres kirketårn – jeg tog et billede fra vores Camp Dudek ud over byen og latinerkvarteret.
Vi fik hentet numre og fik alle en spansk pølse med – det viser sig, at det er en form for pate, som ingen af os kan lide. Så den spanske delikatesse bliver lavet om til hundemad. Katharina er ved at gå ud af sit gode skind af begejstring over opgraderingen af det mad, der kommer i skålen.