I dag er det Nikis fødselsdag, hurra, hurra, hurraaaa. Kage med 16 lys, morgenmad på sengen og morgensang – alt er som det plejer at være. Bare meget mere hyggeligt og intimt.

Kan man ikke rejse ud på eventyr, så må man finde de små eventyr, der ligger lige uden for porten.

Vi var landet lige i starten af en længere hikingrute op gennem bjergene. I løbet af formiddagen kom der adskillige mennesker, der kom ud for at nyde juledagene på en aktiv måde. Der var mountainbikere, løbere, hundeluftere og familier med småbørn og bedsteforældre.

Hjemmeundervisningen går over alt forventning. Matematikundervisningen var den hyggeligste undervisningstime, vi endnu har haft.

Peronne ligger i et vådområde med floder, små søer, øer og kanaler. Det er utroligt smukt. Vi planlagde at blive. Få en afslappet dag og nyde det gode vejr med en lang løbetur ud langs kanalen.

Nu kan vi ikke komme længere mod vest – vi er til et løb få meter fra den Portugiske grænse. Og vi har besluttet os for at give Portugal endnu en chance – men denne gang fra syd.

Vi valgte derfor at køre op i bjergene, hvor Bo fandt en hyggelig og rolig sø i rigmandskvarteret – væk fra turisterne og camperhelvedet.

Tilbage til vores plads ved Albandeira Beach tæt på Benagil grotten. Det er som at komme hjem igen.

Vi har et projekt, der skal afleveres. Så det er stressende både at passe arbejdet, være afhængig af, at vi er koblet til strøm og flygte fra regnen på samme tid – Bo er ballert og træt i hovedet.

Turen ud langs kysten var meget smuk – til venstre en stejl klippevæg og til højre en ligeså stejl klippevæg ned mod havet. Kaktusser voksede op langs klipperne. Solen skinnede og himlen og vandet gik næste ud i et.