2 maste mænd krydsede målstregen

Endelig et løb til Bo. Vores forhastede køretur ned gennem Europa for at nå ned til solen har gjort, at Bo ikke har deltaget i så mange løb, som han havde drømt om.

Desværre kunne Niki ikke være med. Han var for gammel til Alex’ gruppe – og han kan endnu ikke løbe en halvmarathon i kuperet terræn.

Alex’ sprint

Han skulle kun løbe 2 km i en gruppe for unge. De havde delt børnene op i 3 grupper. De mindste, de mellemste og så den gruppe af unge teenagere, som Alex hørte til.

Alex’ gruppe var tydeligvis unge, der var vant til at løbe, så et løb på 2 km var nada for dem. De startede derfor op med sprint. Og inden jeg fik sagt plads til Katharina, havde de allerede tilbagelagt den første kilometer.

Da Alex krydsede målstegen efter 2. runde, var han totalt stakåndet og havde ondt i brystet. Du må huske på, at han er vant til at tulle afsted sammen med mig – så 2 km sprint med en flok unge spanske hingste var mere, end hans lunger kunne klare.

Han sluttede på en flot 4. plads og nåede lige at overhale en i opløbet.

Bos bakker

Bo var også udfordret af de spanske – her må det være tyre. Da den første løber krydsede målstregen forstillede jeg mig, at nu måtte Bo også snart komme. Tiden passede pænt med nogle af de andre halvmarathon, som han tidligere har deltaget i.

Jeg ventede og ventede og talte alle de mere modne tyre med overskæg og rynker om øjnene. Og Bo var ikke blandt de første… Han krydsede målstregen med helt blanke øjne og blodårene pumpende på ydersiden af panden.

Ruten havde været meget smuk med bakker og lidt flere af de udfordrende bakker.

Vi tog hjem for at sove

Vi tog hjem for at sove – jeg kan simpelthen ikke understege, hvor dejligt det er, at vi bliver samme sted i længere tid. Det giver meget mere ro, når vi ikke skal tage stilling til nye ting hele tiden.