I Norge var vores fantastiske hverdag fyldt med hiking de mest syrede steder med en kulisse fyldt med vandfald, bjerge, klipper, brusende floder, blikstille bjergsøer, træhuse og hyggelige små byer.

Det er første gang, at vi har karantæne i camperen. De andre gange har det været i en lejlighed, hvor vi hurtigt har følt os indelukket. Men i camperen har vi stadig haft følelsen af frihed.

Vi har fundet os til rette i et lille gult hus med den smukkest udsigt ud over det græske øhav. Ude i horisonten stikker en lille ø op af havet, Elafonisos. Solen går ned lige bag ved øen og sender klare røde farvetoner ud over byen.

Solen bager ned på os og vi smider trøjen. De blege overarme får farve og kroppen bliver varmet op på den behagelige afslappede måde.

Alexander er virkelig god til at fange øjeblikket og den gode stemning. Her er er række billeder, der viser, hvordan han ser verden.

På den sydøstlige del af Peleponesse er der en lille ø, som består af et 100m højt plateau. På den ene side af øen er der kun akkurat plads til en lille sti – på den anden side løber en smal vej langs klipperne. Skumsprøjt piskede mod os, mens vi gik langs vejen.

Vi startede vores rejse i Pylos – Bo og jeg havde været der tidligere på en cykeltur fra den campingplads, som vi havde lejet os ind på, da de store lockdown startede. Pylos er en lille havneby i det sydvestlige Peleponesse. Virkelig smuk beliggende.

Som danskere har vi en medfødt empati og respekt. Den bruger vi, når vi bevæger os. Vi bliver indenfor loves rammer, vi holder afstand og bruger maske, når vi er på offentlige steder. Vi tager tests og isolerer os, når det er påkrævet.

Det var dejligt at være sammen som familie igen – at knuse og kramme ungerne – selvfølgelig sådan lidt hårdt og for sjovt, så kærligheden bliver pakket ind i latter, og vores teenagere bedre kan være acceptere at modtage og give de kram, som vi alle savner.

Vi lader bilen stå hernede i Grækenland og tager flyveren hjem. Hvis vi til januar skal køre tilbage til Grækenland, så er vi ikke sikre på, at det bliver så nemt at komme ned gennem Europa og tilbage til solen og roen.

Jeg har set nogle smukke strande og vild natur på den midterste finger, Mani – på Peloponnese. Men det er ikke til at finde et sted, hvor vi kan stå uforstyrret.

Turen ud langs kysten var meget smuk – til venstre en stejl klippevæg og til højre en ligeså stejl klippevæg ned mod havet. Kaktusser voksede op langs klipperne. Solen skinnede og himlen og vandet gik næste ud i et.